9.9 - 23.10.22

Karl Troels Sandegård

The High Seas of Your Intrinsic Ocean

Udstillingen

Med udstillingen The High Seas of Your Intrinsic Ocean har billedkunstner Karl Troels Sandegård skabt et værk, der består af en række store, foranderlige geléskulpturer, der findes både ude og inde på CC og drypvist flere steder i København.

Sandegård har stor interesse for vands potentiale, og mens han indtil nu har arbejdet med dets tre mest kendte tilstandsformer – fast, flydende og gas – så åbner værket The High Seas of Your Intrinsic Ocean for hans fascination af vands mere mystiske karakter – det, der kan betegnes som vands fjerde tilstand eller det gelé-lignende plasma, der opstår i det øjeblik vand optages i menneske- og plantekroppen.

Geléskulpturerne er støbt på stedet og alle i forskellige størrelser. Skulpturernes særlige materialitet opstår, når et geléteringsprodukt iblandes opvarmet vand, der efter afkøling efterlader vandet ”stivnet” i sin form. Som resultat opstår en organisk gelé, der kan virke dragende med sin sanselige bevægelighed – næsten som en levende og mystisk krop. 

Vand er en nødvendighed for at liv kan opstå og opretholdes, og det er til stede i alle kendte levende organismer. Inde i kroppen tager vandet en anden form, end vi ellers kender den og omdannes til et stadie mellem flydende, gas og is. Sandegårds arbejde tager udgangspunkt i en idé om vand som budbringer, et brændstof eller et fartøj, der omdeler essentielle informationer til organismen.

Skulpturerne er en del af Sandegårds længerevarende undersøgelse af vand, og i udstillingsperioden arbejder han løbende på skulpturerne i et åbent laboratorium udenfor CC. Værkerne er således stadig i proces, når de udstilles, men omdannes også naturligt over tid til andre former. Geléen er i sig selv foranderlig og udsættes for en naturlig nedbrydning, og ydre forhold som vind og vejr vil løbende ændre skulpturenes udtryk. The High Seas of Your Intrinsic Ocean lader os flyde med vandet i dets transformation fra flydende over gelé til luftbårne vanddampe og dryppende vand, som forbinder sig med sine omgivelser og vandet, der omkranser Refshaleøen.

Forskere verden over er enige om, at verden i dag står overfor en række store udfordringer, når det kommer til det mest afgørende for opretholdelsen af al liv på kloden; nemlig vand. Til september 2022 er København og Danmark vært for den internationale vandkongres, IWA’s World Water Congress & Exhibition, hvor over 10.000 vandprofessionelle fra hele verden samles i byen. I forbindelse med kongressen, og ikke mindst tidens uundvigelige udfordringer, har CC og vandløsningsvirksomheden Aquaporin indgået et unikt samarbejde om at engagere offentligheden i den aktuelle globale debat og tematisere vigtigheden af vand. Sam-arbejdet folder sig nu ud i udstillingen The High Seas of Your Intrinsic Ocean af Sandegård, som vises på CC, hos Aquaporin, på vandkongressen i Bella Center samt på Industriens Hus.

Om Karl Troels Sandegård

Karl Troels Sandegård (f. 1979) er uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi med afgang i 2007. Han bor og arbejder lidt udenfor København. Forbindelsen mellem kunst og videnskab er en tilbagevendende interesse i Sandegårds praksis. Ofte med egen krop som afsæt undersøger han det fysiske og taktile i verden med et ønske om at belyse omgivelsernes kompleksitet og foranderlighed.

Se også vores nuværende udstilling Science & Samtidskunst, eller læs mere om de kommende udstillinger Yet It Moves og Hannah Toticki

Støttet af

The High Seas of Your Intrinsic Ocean er støttet af Statens Kunstfond og 15. Juni Fonden.

Det sker

De næste 7 dage på Copenhagen Contemporary