30.6 - 5.9.21
Celeste
Udstillingen
Celeste er et samarbejde mellem kunstnerne August Rosenbaum, Cæcilie Trier, Lea Guldditte Hestelund og Ea Verdoner. Udstillingen består af lyd, skulptur, video, duft og performance, der fletter rummet sammen til en immersiv totalinstallation.
Et ambient lydspor skaber vibrationer i gulvet og leder publikum rundt imellem sten, syngende stemmer og klavertoner, mens en særligt sammensat duft hænger i luften. Centreret omkring et cirkelrundt krater ligger en række stenskulpturer på det bløde gulv. De synes at hænge sammen som en iturevet torso, men de er samtidig selvstændige, individuelle dele, forskellige eksistenser fra et ukendt sted. Med udgangspunkt i skjoldet som kropsbeskyttelse for både dyr og mennesker mimer de på forskellig vis rumlighed og evnen til at kunne bære og blive båret. De giver løfte om beskyttelse, omfavnelse og selvforsvar.
På to buede vægge over for hinanden projiceres to film samtidig. På skærmene anes to menneskelige skikkelser, der ligger stille og venter. Deres kroppe og blikke vender mod hinanden, idet de forsøger at forene deres stemmer i en udstrakt, spejlet duet. De synger en sang baseret på et digt af Gertrude Stein, Orta eller en der danser. Deres stemmer fylder rummet imellem dem med ord og toner, der fortæller historien om en person, en datter, en danser, en elsker, en mor; en eksistens i konstant forandring.
Den sanselige totalinstallation fordrer et horisontalt perspektiv med sine skulpturer og kroppe i liggende positioner på gulvet. Celeste insisterer på sin egen tid og eget perspektiv og understreger den enkeltes forbundethed til andre og andet – igennem tempo, placering, skala og tilgængelighed.
Installationen foregår i et loop, der starter forfra hver halve time. Sten, lyd, video, tekst og kropsbevægelse er alle materialer, der i udstillingen forholder sig direkte til udstrakt tid og forgængelighed. Krop forbindes med millioner år gamle sten, som forvandles til sang og genskabes som vibrationer i rummets underlag. Celeste er et langsomt værk i flere lag, der ændrer og gentager sig over tid.
Om kunstnerne
August Rosenbaum (f. 1987) er pianist og komponist. Seneste album Celeste (udgivet på Posh Isolation med CTM). Som komponist af musik til film, kunst og teater har Rosenbaum komponeret værker til Det Kgl. Teater, DK, Palais de Tokyo, F, Metropolitan Museum of Art og BAM (Brooklyn Academy of Music), begge USA samt SMK, DK. Som sangskriver har han samarbejdet med kunstnere som Kim Gordon, Coco O., Kendrick Lamar, Robin Hannibal, Zeena Parkins og Kindness.
Cæcilie Trier (f. 1982) er musiker og komponist bosiddende i København. Trier udgiver solo materiale under navnet CTM, senest albummet Celeste udgivet på Posh Isolation sammen med August Rosenbaum. Desuden er Trier medvirkende i en lang række musikalske og tværkunstneriske samarbejder.
Lea Guldditte Hestelund (f. 1983) er billedkunstner uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi og Kunstakademie Düsseldorf, DE. Hestelund skaber ofte fysiske fiktioner udfoldet igennem totalinstallationer og igennem tværkunstneriske samarbejder, hvor skulpturkroppen også kan være litteratur, duft eller musik. Hestelund har senest udstillet på Art Sonje Center, Seoul, ROK, Eduardo Secci, IT, Overgaden Institut for Samtidskunst, DK; samt deltaget i gruppeudstillinger på Copenhagen Contemporary, DK, Arken Museum for Moderne Kunst, DK, National Museum of Stettin, PL, Fused Space San Francisco, US, ARoS Aarhus Kunstmuseum, DK.
Ea Verdoner (f. 1985) er instruktør og visuel kunstner. Hun arbejder ofte interdisciplinært med film, fotografi og koreografi, og kombinerer fysiske og digitale teknikker i hendes værker. Verdoner har en bachelor i moderne dans fra Statens Scenekunstskole, DK, en master i fotografi fra International Center of Photography i New York, US og performance design fra Roskilde Universitet, DK.
Performances
I løbet af udstillingsperioden er en række performances med til at underbygge udstillingens udforskning af tid og tilstedeværelse. Her vil kunstnerne indtage rummet sammen med en solodanser. Disse performances udgør et centralt spændingspunkt, hvor installationen forvandles til et sammenhængende kredsløb af relationer mellem mennesker og væsener, mellem publikum og solist, og den ender med en koncert fremført af Trier og Rosenbaum.
Hver performance har en varighed på 1 time. Læs mere om performancen her og køb din billet her.
Performance datoer
1. juli kl. 20:00-21:00
2. juli kl. 17:00-18:00
3. juli kl. 17:00-18:00
3. juli kl. 20:00-21:00
12. august kl. 20:00-21:00
13. august kl. 18:00-19:00
3. september kl. 20:00-21:00
4. september kl. 17:00-18:00
5. september kl. 17:00-18:00
Medvirkende: Cæcilie Trier, August Rosenbaum, Olivia Riviere
Støttet af
Det Obelske Familiefond
Bikubenfonden
Statens Kunstfond
Beckett-Fonden
Knud Højgaards Fond
William Demant Fonden
Aage og Johanne Louis-Hansen Fond
Ege Carpets
Juhl-Sørensen