Gudrun Hasle, Im hideng indart the ligt (2020). Installation view at Copenhagen Contemporary. Photo: David Stjernholm

Gudrun Hasle

Im hideng indart the ligt [FORLÆNGET]

10.10.20

– 05.04.21

D. 10. oktober stiller Copenhagen Contemporary skarpt på det uperfekte, når Gudrun Hasle indtager kunstcentrets haller og med sine oprigtige og umiddelbare budskaber får os til at stoppe op midt i hverdagens præstationsræs. Im hideng indart the ligt står der på udstillingsvæggen med store gule bogstaver, og ordene pointerer netop den dobbelthed, der ligger i, at vi kan skjule os i lyset, så længe strålerne kun rammer de fejlfri vinkler – som når vi lægger polerede billeder på de sociale medier. Hasle går forrest, når hun udstiller sin ordblindhed og spørger, om vi tør følge trop og stå frem som dem, vi er med vores fejl, mangler og inderste drømme. Sådan taler Hasle direkte ind i #MeToo-tankegangen, der fylder meget i tiden lige nu og inspirerer kvinder til at tale frit og ærligt om det, der er svært. Måske er det i virkeligheden ret perfekt at være uperfekt.

 

Broderede minder og sandheder

Im hideng indart the ligt udforsker, hvordan vi lever og bliver til som mennesker gennem de oplevelser og udfordringer, vi møder livet igennem. Udstillingen viser en bred vifte af Hasles tekstilværker, og publikum kan gå på opdagelse i de mange broderede fortællinger, der ofte har Hasles egne erfaringer som udgangspunkt. Med et modsætningsfyldt ønske om på en gang at være synlig og skjult stiller Hasle os ansigt til ansigt med følelser om utilstrækkelighed og oplevelsen af ikke altid at kunne leve op til de forventninger, der stilles til os af både samfundet, andre og os selv. Broderi som håndværk står i stærk kontrast til nutidens krav om effektivitet og sender også en hilsen til de kvinder, som tidligere var bundet til hjemmet – dem, som kæmpede for nye tider.

 

Kroppen husker

Gennem årene har Hasle skabt en række ’kropskort’ i tekstil; en form for kortlægning af kroppens minder i skalaen 1:1. På kroppene er der syet blodbaner og organer samt broderet sætninger, der vidner om et menneskes liv. Med de tekstbroderede kropsværker reflekterer Hasle over de ar, kroppen mærkes af på godt og ondt. Kroppen bliver dermed et udtryk for de erfaringer, vi oplever gennem det levede liv. På udstillingen indgår en række nye kropskort, hvor aldringstegn, usikkerheder og ustoppelig gråd markerer en svindende tiltro til kroppen, og moderskabets erfaringer fortælles i mødet mellem livlige barnehænder og moderens blotlagte krop.

 

Ord, der røber sårbarheden

Et gennemgående element i Hasles værker er tekstsproget, der kendetegner hendes kunst. Hasle er ordblind, og i sine værker staver hun ordene, som hun selv oplever dem. Som læser oplever man den ordblindes kamp, når man må stave sig gennem teksterne ved at læse ordene højt for sig selv. Hasle italesætter med en ydmyg sårbarhed det ofte usagte og tabubelagte. Med nål og tråd indfanger hun såvel menneskets skrøbelighed som  dets styrke, og hun belyser personlige fortællinger, følelser og drømme i en utilsløret skildring af det at være til.

Gudrun Hasle har inviteret CCs besøgende til selv at trække deres inderste tanker frem i lyset i det store fælles drømmeværk sol af drømme. Værket består af over 500 bemalede masonitplader, der blotlægger de ideer, følelser og drømme, deltagerne har valgt at dele. sol af drømme giver os mulighed for at spejle os i de mange tanker og derfra reflektere over vores liv, alt imens vi står i lyset.

Om Gudrun Hasle

Gudrun Hasle (f. 1979) er uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi og Det Fynske Kunstakademi med afgang i 2008. Hun udtrykker sig i både video, foto, performance, tegninger og ikke mindst broderier. Centralt for hendes virke er tekstsproget, der er blevet et særkende for hendes værker. Gudrun Hasle har udstillet på en lang række gruppeudstillinger og har bl.a. haft soloudstillinger hos Politikens Forhal, København (2019), Nuuk Kunstmuseum (2019), Galleri Tom Christoffersen, København (2019), Horsens Kunstmuseum (2016), Kunstmuseum Brandts, Odense (2015), Museet for Samtidskunst, Roskilde (2012) og Tranen, Gentofte (2011). Gudrun Hasle repræsenteret i samlingerne på Horsens Kunstmuseum, Statens Museum for Kunst og Det Nationale Fotomuseum.

Gudrun Hasle, Im hideng indart the ligt (2020). Installation view at Copenhagen Contemporary. Photo: David Stjernholm

Gudrun Hasle, im sorry (2020).

Gudrun Hasle, Im hideng indart the ligt (2020). Installation view at Copenhagen Contemporary. Photo: David Stjernholm