Heirloom præsenterede Larissa Sansours dragende mørke science fiction-film In Vitro og den store skulptur Monument for Lost Time. Begge værker er skabt i samarbejde med forfatter og kunstner Søren Lind og blev vist for første gang i den danske pavillon på Venedig Biennalen i 2019. I tillæg hertil blev værktrilogien A Space Exodus (2009), Nation Estate (2012) og In the Future They Ate from the Finest Porcelain (2016) vist. Tilsammen skildrede alle værkerne en dyster fremtid som en konsekvens af nutidige problemer.

In Vitro foregår i Betlehem i en ikke så fjern fremtid. En omfattende katastrofe har tvunget byens beboere til at søge eksil i underjordiske bunkere. I sådan en bunker møder vi værkets to hovedpersoner, den unge Alia og hendes aldrende læremester Dunia. Her forsøger de sammen med andre videnskabsfolk at genopdyrke afgrøder og planter med en forhåbning om en dag at kunne genplante jordområder, hvis normaltilstanden genoprettes. Hvor Dunia og den ældre generation oplever livet under jorden som et midlertidigt eksil, er tilværelsen i bunkerne den eneste virkelighed, Alia kender til. Alia er født under jorden og har aldrig set det sted, hun i fremtiden skal være med til at genskabe. Alligevel erindrer hun i detaljer scener fra livet før apokalypsen. Hendes egne minder er erstattet af de fortællinger, hun har fået fortalt og som er podet i hende. Dialogen mellem de to kvinder udvikler sig til en samtale om minder, hukommelse og eksil. Kan det arvegods og de minder, som Alia har fået overleveret, overhovedet bruges til noget, når verden er ødelagt, og en ny skal genskabes? Giver det mening at holde fast i fortiden og reproducere dens myter og genskabe dens konstruktioner?

Alias erindringslager viser sig i filmen som en stor, sort sfære. Den er en del af hendes forestillingsverden og repræsenterer hendes sammenbrudte hukommelse, fraværet af egne selvstændige minder og identitet. I udstillingen materialiserede sfæren sig som den 5 meter høje kulsorte, kuglerunde skulptur Monument for Lost Time. Gulvet omkring skulpturen var beklædt med smukt dekorerede fliser, der ligeledes optræder i filmværket, og vækker minder om den tabte tid før apokalypsen. Fliserne er håndmalet hos en flisemager på Vestbredden, hvor Sansour selv har rødder.

Heirloom, der på dansk kan oversættes til ‘arvestykke’, skildrede, hvad kollektiv hukommelse, eksil og nedarvede traumer betyder for vores identitet. Hvor In Vitro tager udgangspunkt i en konkret katastrofe med en geografisk placering i hjertet af Betlehem, så er undersøgelsen af temaerne splittelse, eksil og identitet universelle. Med sine poetiske og sanselige billeder skaber Larissa Sansour samtale, som sætter aktuelle politiske og almenmenneskelige forhold i perspektiv.

Larissa Sansour (f. 1973) er født i Østjerusalem og er i dag bosat i London. Hun er uddannet i København, London og New York. Sansour arbejder interdisciplinært med film, fotografi, installation og skulptur i værker, der ofte tager udgangspunkt i et science fiction-univers og behandler både aktuelle politiske og mere universelle almenmenneskelige problemstillinger omkring identitet og tilhørsforhold. Blandt seneste soloudstillinger kan nævnes Dar El-Nimr i Beirut, Bluecoat i Liverpool, Chapter i Cardiff, New Art Exchange i Nottingham og Nikolaj Kunsthal i København.

Statens Kunstfond har udpeget og finansieret Larissa Sansours udstilling i Den Danske Pavillon på Venedig Biennalen, der var åben for publikum fra den 11. maj til den 24. november 2019.