Yet, It Moves!

Intet står stille. Alt bevæger sig, hele tiden. Selv de ting, vi ser som uforanderlige, er i konstant bevægelse – inden i os, omkring os og over os. Bevægelse er en grundpræmis for alt i universet fra de allermindste atomare partikler, over menneskekroppens bevægelser til stjernehimlens makrokosmos.

Med værker på CC og i det københavnske byrum, skabt af en perlerække af danske og internationale kunstnere, undersøger Yet, It Moves! en fundamental konstant i universet: bevægelse!

Igennem to år har særligt udvalgte kunstnere sammen med nogle af verdens mest prominente forskningsinstitutioner udviklet spektakulære værker, der udfolder temaet bevægelse som allestedsnærværende fænomen og gør os bevidste om de mange og komplekse mønstre af bevægelse, vi alle er en del af.

Udstillingens kunstnere er Ryoji Ikeda (f. 1966, JP), Jakob Kudsk Steensen (f. 1987, DK), Jenna Sutela (f. 1983, FI), Ligia Bouton (f. 1973, BR/US), Helene Nymann (f. 1982, DK), Nina Nowak (f. 1984, PL/DE), Jens Settergren (f. 1989, DK), Black Quantum Futurism (US), Cecilia Bengolea (f. 1979, AR), Cecilie Waagner Falkenstrøm (f. 1984, DK) og Nora Turato (f. 1991, HR).

De har været i dialog med forskere fra udstillingens fire videnskabelige forskningspartnere: DARK på Niels Bohr Instituttet ved Københavns Universitet, Arts at CERN i Genève, Interacting Minds Centre ved Aarhus Universitet og ModLab (Digital Humanities Laboratory) ved University of California i Davis.

Mødet mellem forskellige fagligheder har resulteret i værker, hvis perspektiver breder sig over forskningsfelter som astro- og kvantefysik, hjerne- og kognitionsforskning, antropologi, teknologi- og performancestudier.

Udstillingen kan opleves i flere af CCs største udstillingshaller, men rækker også ud over kunstcentrets mure og ud i byrummet i bl.a. Indre By, Københavns Lufthavn, på Nørrebro, Ofelia Plads og i Søndermarken – dér hvor Københavns borgere bevæger sig rundt i dagligdagen.

 

Et nyt reflektionsrum mellem kunst og videnskab

Det kan være svimlende at tænke på, at alt liv stammer fra samme punkt i universets tidligste begyndelse, og at alle dele er sammenkoblet gennem bevægelse. Eksplosioner af grundstoffer finder konstant sted i universet, når de største stjerner eksploderer og skaber de tunge grundstoffer og partikler, som vi og alting omkring os er skabt af.

Yet, It Moves! undersøger det større hele, som vi mennesker er en del af. Den kunstneriske fortolkning af dette større hele vil man kunne opleve i værker, der sætter billeder på komplekse fænomener som sorte huller, stjernedannelse, tyngdebølger, universets udvidelse på makroskala til atomeksplosioner og partiklers interaktion på mikroskala. Andre værker har fokus på menneskekroppens bevægelsesmønstre, hvordan de forbinder sig med universets cykliske rytmer, og hvordan enhver bevægelse hænger sammen med alt omkring os.

Titlen på projektet refererer til historien om astronom, filosof og fysiker Galileo Galilei (1564 – 1642), der af den katolske kirke blev tvunget til at benægte, at Jorden bevæger sig om solen og dermed ikke er universets centrum, og som forsvarede sin teori med ordene: ”Og alligevel bevæger den sig!”. Hans udtalelse henviste til en i dag anerkendt sandhed, nemlig den, at uanset hvad vi mennesker gør, bevæger Jorden sig som en del af universets større bevægelse, hvilket påvirker både os og den verden, vi hver dag bevæger os i. Yet, It Moves! inviterer CCs gæster ind i det spændende rum mellem videnskab og kunst. Kunsten og videnskaben deler en fælles nysgerrighed efter at forstå verden og menneskets plads i den. Kunsten kan bringe videnskabens abstrakte begreber inden for menneskelig rækkevidde – ved at sætte billede og krop på universets ufattelige skalaer og atomare partiklers mikroskopiske bevægelser.

Udstillingsprojektet vil konstant ’være i bevægelse’, da der igennem udstillingsperioden bliver præsenteret nye kunstværker, performances og samtaler, der udfolder nye aspekter af bevægelse (se program).

 

Ryoji Ikeda, data-verse 1/2/3 (2019-20). Commissioned by Audemars Piguet Contemporary. Installation view Yet, It Moves!, Copenhagen Contemporary (2023). Photo: David Stjernholm.

 

Ryoji Ikeda

data-verse 1/2/3 (2019-20)

 

Alt, hvad vi ved om verden og det univers, vi lever i, baserer sig på data. Vi indsamler data og fortolker det til information, som vi bruger til at forstå verden omkring os, over os og inden i os.

I videnskaben omdannes data til maskinkoder og repræsentationer – visuel grafik eller tal – der gør det muligt for forskere at bruge informationen i undersøgelser af tingenes orden i vores univers. Alt, hvad vi ser på internettet, er data, konverteret til digital form, så computere kan læse dem.

Det er disse enorme data-ressourcer, som den japanske kunstner og komponist Ryoji Ikeda benytter i sin monumentale værktrilogi data-verse til Yet, It Moves!. I tre gigantiske videoprojektioner komponerer han billeder og lyd ved at sample open source-data fra videnskabelige institutioner som CERN, NASA og Human Genome Project.

Den store audiovisuelle installation skildrer således tre verdener af bevægelser i os, omkring os og over os. Naturens mikroskopiske verden af atomer, molekyler, DNA og celler, som er usynlige for det menneskelige øje. Den menneskelige verden, vi lever i på jorden med vores hjerne og krop, andre organismer, byer, klimaer, internet, flytrafik, satellitter. Og endelig den makroskopiske verden – fra vores jord til solsystemet, galakser, det observerbare univers og potentielle multiverser.

Med titlen refererer Ikeda til ’metaverset’, et virtual reality-rum, hvor brugere kan interagere i netværk af 3D-verdener med andre brugere. På den måde adresserer værket også de efterhånden slørede grænser mellem de digitale og ikke-digitale rum, der forbinder os på kloden til kosmos.

Værkets audiovisuelle udtryk grænser til det psykedeliske, og de konstante informationsskift er en påmindelse om universets skala og kompleksiteten i de mange former for bevægelse, der finder sted samtidigt i mennesket, i naturen og i universet.

 

Om Ryoji ikeda

Ryoji Ikeda (f. 1966, Japan) er en af Japans mest berømte komponister og billedkunstnere. I sine værker orkestrerer han lyd, billeder og fysiske fænomener med udgangspunkt i data og billeder fra matematik, fysik og biologi, som han komponerer i store immersive installationer og performances. Ikeda bor og arbejder i Paris og Kyoto. Han har udstillet og optrådt på en lang række internationale museer, bl.a. Museum of Contemporary Art i Tokyo, Taipei Fine Arts Museum, 180 The Strand i London og Centre Pompidou i Paris. I 2014 vandt Ikeda Prix Ars Electronica Collide-prisen ved CERN og startede derefter sin residens hos CERN, som varede til 2015.

data-verse-trilogien er kommissioneret af Audemars Piguet Contemporary.

 

Jakob Kudsk Steensen, Tongues of Verglas / Les Langues de Verglas (2023). Installation view Yet, It Moves!, Copenhagen Contemporary (2023). Photo: David Stjernholm.

 

Jakob Kudsk Steensen

Tongues of Verglas / Les Langues de Verglas (2023)

 

Jakob Kudsk Steensens store installation til Yet, It Moves! tager udgangspunkt i kunstnerens interesse for tid, vådområder og vandets tilstand – fra væske til krystal.

Tongues of Verglas / Les Langues de Verglas er skabt efter intensivt feltarbejde ved Arolla-gletsjeren i 2.300 meters højde i de Schweiziske Alper. Gennem digital simulering af lyd og billeder udforsker Kudsk Steensen naturen indefra og viser poetisk de forskellige dimensioner af økosystemet omkring gletsjeren.

Vi føres langsomt ind i gletsjerens krop gennem den istunge, som vandets løb har skabt, ind på gulvet af vulkansk gletsjersand, videre ind i barken på Arolla-fyrretræet, der vokser dér, ind i træsaftdråberne med den mikroskopiske lav, der kommer fra træet. Og derefter videre tilbage i ishulen i en sløjfe. Værket skifter mellem en næsten overjordisk oplevelse af det større kosmos, som isens langsomme tid er en del af, og det mikroskopiske liv i gletsjerensens økosystem, hvor bittesmå bestanddele af lav ses i den saft, der udskilles fra de fyrretræer, der vokser i stedets kolde højder.

Billedsidens langsomme tempo mimer isformationers lange udviklingshistorie, mens værkets lydside gengiver gletsjerens ’sprog’: omgivelserne, vinden, isens knagen inde i gletsjeren og vandet, der løber derinde. Installationen omkranses af et lag af fliser skabt af kalksten, fosfor og gletsjer-stenmel.

Ligesom mennesker taler naturens elementer forskellige sprog og værket fører os ind i en rejse af sammenfiltrede eksistenser fra vand til blade, træstammer, skyer og is; Alle disse elementer eksisterer i en kontinuerlig dialog. Titlen Tongues of Verglas / Les Langues de Verglas referer således til den ’istunge’, vandet har skabt i bjerget, til naturens sprog, til gletsjerens placering i den fransktalende del af Schweiz og til ishulens særlige resonerende rum.

Kudsk Steensen har foretaget to researchrejser til gletsjeren. Første gang i vinteren 2022 med forfatteren Joel Kuennen, og anden gang i vinteren 2023 sammen med komponist og lyddesigner Lugh O’ Neill for at optage og rekonstruere lyden af gletsjerens indre. Efter var gletsjeren netop styrtet sammen på grund af global opvarming. Samtaler med en lokal glaciolog og en lokal bjergbestiger om deres minder om stedet samt Kudsk Steensens fysiske oplevelse af det er med til at dokumentere gletsjeren som et væsen, der ikke findes længere.

Med dette værk skaber Kudsk Steensen flere tidsmæssige og rumlige skalaer samt et blik ind i de utallige verdener og processer, der konstant finder sted omkring os, og som overskrider vores sansers grænser.

 

Om Jakob Kudsk Steensen

Jakob Kudsk Steensen (f. 1987, Danmark) er en kunstner, der arbejder med storytelling gennem 3D worldbuilding, lyd og store installationer. Han skaber poetiske fortolkninger af oversete naturfænomener i video-, foto-, lyd-, spil- og virtual reality-formater. Jakob har senest udstillet på ARoS Kunstmuseum i Aarhus, LAS på Halle am Berghain i Berlin, Luma Arles og på Serpentine Galleries. Han er modtager af flere prestigefyldte priser.

 

Helene Nymann, Carte De Continuonus – What do we remember that we want the future to remember? (2023) Installation view Yet, It Moves!, Copenhagen Contemporary (2023) Photo: David Stjernholm

 

Helene Nymann

Future Continuonus (2023)

 

Helene Nymann er i sin kunstneriske praksis og forskning optaget af, hvordan sprog, viden og hukommelse forankres i vores krop og følelsesliv. I sin igangværende ph.d. hos Interacting Minds Centre, Aarhus Universitet, der er en af forskningspartnerne i Yet, It Moves!, undersøger hun bl.a., hvordan vores daglige brug af digitale enheder og den hurtige teknologiske udvikling påvirker den måde, vores hukommelse fungerer. I sit arbejde er hun optaget af forskning, der peger på, at hukommelsen ikke kun lagres i vores hjerner, men også i vores omgivelser, de mennesker og stimuli, vi interagerer med. Dette har stor indflydelse på, hvordan vi behandler og husker information.

Nymanns værk Future Continuonus består af tre dele: et videoværk foran CCs hal 2.5, et skulpturelt værk placeret i CCs foyer og to steder i København samt en interaktiv hjemmeside.

 

Hippocampus Hippocampi & www.continuon.us

I CCs foyer præsenterer Nymann én af tre skulpturer, Hippocampus Hippocampi (2023), der henter form fra, den del af vores hjerne, der ikke blot styrer vores langsigtede og rumlige hukommelse, men også vores evne til at huske og forestille os ting.

En QR-kode på skulpturen giver adgang til den interaktive hjemmeside www.continuon.us, der præsenteres på en skærm i CCs foyer, og som kan tilgås på alle browsere.
Websitet henter inspiration i et huskesystem, et kort over følelser, udviklet af den franske forfatter Madeleine de Scudéry og hendes venner i 1654. Her bliver vi spurgt: ”Hvad husker du, som du vil have, fremtiden skal huske?”

Som deltagere bliver vi bedt om at komme med vores svar og placere dem på hjemmesidens kort over følelser. Svarene repræsenterer ikke det, som vores hukommelse får os til at føle, men snarere hvordan vi forestiller os, at andre, der læser det ud i fremtiden, vil føle.

Ligeledes bliver vi inviteret til at deltage i det kollektive erindringslandskab ved at bevæge os gennem København og besøge de to skulpturer, der er placeret ved Det Kongelige Teater – Skuespilhuset og Niels Bohr Instituttet, Jagtvej 155A. Her præsenteres vi igen for hjemmesiden og spørgsmål, der kobler hukommelse, følelser og erindring til stedet og tiden, man befinder sig i.

 

Carte De Continuonus – What do we remember that we want the future to remember?

Tredje del af Nymanns præsentation er således videoværket Carte de Continuonus: What do we Remember that we want the Future to Remember?. I landskaber og bybilleder ses forskellige personer, herunder kunstneren selv, mens en guidende voice-over understøtter den stemningsfulde rejse, billederne inviterer os ind i. Videoen projiceres på en halvgennemsigtig skærm, og når vi som gæster på CC bevæger os gennem rummet, bliver vi en del af værkets billedside. De mange lag af billeder og vores bevægelser rundt i dem åbner for et flertydigt univers af steder, tidsligheder, erindringer og forestillinger.

Future Continuonus giver os mulighed for at deltage i et nyt fælles rum, et landskab af kollektive minder. Nymanns værk gør os opmærksomme på, hvordan vi husker ting, og på, at vores oplevelse af tid ikke er lineær, men at vores krop, sanser og bevidsthed kæder alting sammen i en mangfoldighed af øjeblikke, rytmer og erindringer, der både indeholder fortiden, nutiden og fremtiden.

 

Om Helene Nymann

Helene Nymann (f. 1982, Danmark) er billedkunstner og Ph.d. studerende ved Interacting Minds Centre på Aarhus Universitet. Nymann er aktivt medlem af forskningsgruppen Experimenting, Experiencing, Reflecting (EER), et kunstvidenskabeligt samarbejdeledet af kunstner Olafur Eliasson og forsker Andreas Roepstorff. Nymann har bl.a. udstillet på New Museum og Fridman Gallery i New York, Kunsthal Aarhus, Kunsthal Charlottenborg og MACRO – Museo
D’arte Contemporanea i Rom.

 

Jenna Sutela, Pond Brain (2023). Installation view Yet, It Moves!, Copenhagen Contemporary (2023). Photo: David Stjernholm

 

Jenna Sutela

Pond Brain (2023)

 

I de fjerneste kroge af vores galakse findes urgammelt vand i atomar form. Brint opstod i Big Bang, og ilt blev dannet i kernen af stjerner, der er langt mere massive end Solen. Parallelt med vores jordiske verden materialiserer intergalaktiske vanddamme sig over os og stjernerne. Når man ser på en dam, er det, som om den siger: ”som foroven, så forneden”, idet den spejler verden på hovedet. – Jenna Sutela

Den finske kunstner Jenna Sutelas værk forbinder os på jorden med universet over os. Hendes værk henter inspiration i de store stjerneeksplosioner, som siden Big Bang har frigjort brint og ilt. Alt vand på jorden kommer fra de enorme mængder vand i gasform, der blev skabt i de store stjernefødsler i vores galakse. Hendes værk Pond Brain, der består af en lille dam, trækker på vandets oprindelse i stjernerne.

Pond Brain er et instrument og en fontæne, en bronzeskål fyldt med vand, hvis lyde aaktiveres af vibrationer. Med inspiration fra kinesiske klangskåle, skaber den lydvibrationer, der kan blive så kraftige, at dråber står lige op fra vandets overflade som en dansende fontæne.

Titlen refererer til den britiske forsker Stafford Beer, der i 1960’erne udviklede ukonventionelle computersystemer med inspiration fra biologien. Dammen er et afbalanceret system, en slags levende hjerne, der tilpasser og forandrer sig som reaktion på omskiftelighed. Sutela er ligesom Beer interesseret i, hvordan disse systemer reagerer på deres omgivelser – en verden af hjerner.

Vi tænker ofte på hjerner som computere, men i virkeligheden ligner de mere instrumenter. Ligesom lydbølgerne i dammen skaber hjernen sine egne bølger, i dette tilfælde elektromagnetiske. Livet på jorden ville ikke være det samme uden denne fascinerende egenskab, der sætter os i stand til at interagere og tilpasse os vores omgivelser.

Pond Brain afspejler dette princip. Vibrationer fra dammen er forbundet til en kunstig intelligens, der direkte omdanner dem til omgivende og interplanetariske lyde. Når lyde bevæger sig gennem rummet i dynamiske loops, genskaber de konstant værket og fremviser dermed sin egen livscyklus.

 

Om Jenna Sutela

Jenna Sutela (f. 1983, Finland) er en kunstner baseret i Berlin. Hun arbejder med biologiske og computerbaserede systemer, herunder menneskets mikrobiom og kunstige neurale netværk, der bliver til skulpturer, billeder og musik. Sutelas værker er blevet udstillet på en lang række internationale museer og i andre kunstsammenhænge, bl.a. Centre d’Art Contemporian Genève (2023), Haus der Kunst i München (2022), Castello di Rivoli Museo d’Arte Contemporanea (2022), Kiasma Museum of Contemporary Art i Helsinki (2022), Shanghai Biennale (2021), Liverpool Biennial (2021), Kunsthal Trondheim (2020), Serpentine Galleries i London (2019) og Moderna Museet i Stockholm (2019). Hun var gæstekunstner ved MIT Center for Art, Science & Technology (CAST) i 2019-21.

 

Ligia Bouton, excerpt from 25 Stars: A Temporary Monument for Henrietta Swan Leavitt (2022-23). Digital lenticular print OR digital animation, variable dimensions.

 

Ligia Bouton

25 Variable Stars: A Temporary Monument for Henrietta Swan Leavitt (2022-23)

 

Til Yet, It Moves! beskæftiger den amerikanske kunstner Ligia Bouton sig med bevægelser over os og har skabt et midlertidigt monument for den oversete amerikanske kvindelige astronom Henrietta Swan Leavitt (1868-1921).

25 Variable Stars: A Temporary Monument for Henrietta Swan Leavitt består af fem lentikulære tryk og en videoanimation skabt af hundredvis af fotografier af håndblæste glasobjekter. I sin helhed udgør værket portrætter af de 25 stjerner, som var centrum for Henrietta Swan Leavitts banebrydende forskningsartikel ”Periods of 25 Variable Stars in the Small Magellanic Cloud”, publiceret i det akademiske tidsskrift Harvard College Observatory Circular i 1912.

I artiklen fremlagde Leavitt en skelsættende opdagelse, der gav astronomer et nyt vigtigt værktøj til at kortlægge stjernerne i universet. Hendes primære forskningsopgave var at måle og identificere positionen af variable stjerner ud fra glasplade-fotografier taget på Harvard Observatory i Cambridge Boston og Boyden Station i Peru. I denne proces opdagede hun mulighederne i at forstå forholdet mellem en cepheide-stjernes lysstyrke og perioden for dens lyspulsering – eller varigheden i stjernens udvikling fra dens mindste og svageste form til dens største og kraftigste tilstand. Kendskabet til dette forhold gjorde det muligt at måle den nøjagtige afstand mellem stjernerne og distancen til jorden.

I et større perspektiv betød det, at hvis astronomer nøjagtigt kunne måle afstandene til nogle få af disse stjerner, kunne de måle afstandene til alle cepheider blot ved at måle varigheden af deres lysimpulser. Leavitts opdagelse blev et vigtigt led i at forstå himlen som et tredimensionelt kort, der gjorde det muligt at løse det hidtil ukendte i astrofysik: afstanden mellem himmellegemer.

Leavitt begik sig i et mandsdomineret fagområde, og hendes observationer har længe været undervurderet og overset i historien til trods for deres banebrydende karakter. Ligia Bouton har skabt et værk og et monument til ære for denne oversete kvindelige astronom – et værk, der yderligere hylder Leavitts forskning ved at bruge hendes data til nøjagtigt at portrættere varigheden af de 25 stjerners lysende eksplosion og bevægelse fra dæmpet til kraftfuld og om igen. Sammen fortæller stjerneportrætterne historien om Leavitts vigtige, men oversete bidrag
til astronomien.

 

Om Ligia Bouton

Ligia Bouton (f. 1973, Brasilien) er en amerikansk kunstner født i São Paulo, nu bosat i Massachusetts og New Mexico i USA. Hendes kunstneriske praksis kombinerer skulptur og fotografi med performance og video. Hun arbejder med at genskabe fortællinger og forskning hentet fra videnskabens, litteraturens og andre kilders historie. Boutons projekter er blevet vist på en lang række anerkendte museer i USA. Hun er modtager af et Creative Capital-stipendium i 2016 og et Smithsonian Artist Research Fellowship i 2020. Hendes værker findes i adskillige offentlige og private samlinger.

 

Nina Nowak, MMAB, Meet Me at the Beach, Miniatures (2021/23). Installation view Yet, It Moves!, Copenhagen Contemporary (2023). Photo: David Stjernholm

 

Nina Nowak

MMAB, Meet Me at the Beach, Miniatures (2021/23)

 

Den polsk-tyske kunstner Nina Nowak udforsker i sine værker grænselandet mellem levende og antageligvis livløst stof. I forskellige medier og materialer reflekterer hun over, hvordan vores kroppe påvirkes i dette felt og giver nye perspektiver på den fysiske verden, som vi kender den. Til Yet, It Moves! præsenterer hun sin audiovisuelle installation MMAB, Meet Me at the Beach, Miniatures, der betragter materialet sandsten som en levende organisme – en krop, der konstant forandrer sig og udvikler nye rytmer og livsformer.

I en undersøgelse af tingenes form og forandring over tid fører Nowaks værk os forskellige steder hen – op i himlen, ned i undergrunden og under havet. Hendes installation består af fire videoer hvoraf den ene viser et underjordisk hulesystem. Dybt under os udvindes og flyttes tonsvis af jord og sand til beton, der bliver brugt til at bebygge vores omgivelser – som det også gælder København lige nu. Filmene er animationer baseret på et system af minetunneller i et bjerg i Limburg, Holland, hvor de milliarder år gamle sandsten er blevet udvundet i århundreder for at bygge huse, veje og byer. Værket fortæller historien om sand, der udgraves, som en konstant bevægelse, der finder sted, mens vi går gennem byerne i vores daglige liv.

Nowak fremlægger minetunnellernes struktur som et negativt aftryk af en større helhed og synliggør derved hele den voluminøse organisme, som udgravningerne udgør. Med tiden er tomrummet vokset og har efterladt et ingenting i jorden under os. Ved at se på tunnelsystemet som et tomrum i en større helhed reflekterer filmene over, hvad der er blevet af alt det udgravede materiale, og hvordan det er blevet forandret af tiden og de skiftende omgivelser.

MMAB er et forsøg på at se minedrift som et lukket økosystem, hvor materialet har flere funktioner og anvendelser, efterhånden som det bliver til bygninger, veje og byer. Nowak ser sand som et levende væsen mere end som et materiale, der flyttes fra et sted til et andet – det gennemgår flere stadier af væren fra fast form til sand, luft og til sidst vand. Byen, der bygges af disse materialer, indkapsler rum og tid i noget nyt og synligt, mens et hulrum efterlades et andet sted under os.

 

Om Nina Nowak

Nina Nowak (f. 1984, Polen) bor og arbejder i Berlin. Hun har en MFA fra Kunstakademie Düsseldorf og Det Kongelige Danske Kunstakademi og har desuden studeret på Kungliga Kunsthögskolan i Stockholm. Nowak blev i 2022 tildelt prisen for abstrakt skulptur af Diakonie Michaelshoven i Köln. I 2018 modtog hun en etårig bevilling af Stiftung Kunstfonds Bonn (Tysklands kulturfond) og i 2021 et projektlegat fra samme institution for Meet Me at the Beach. Nowaks værker har været udstillet på Korean Cultural Centre i London (2022), Arken Museum for Moderne Kunst (2022), Darren Knight Gallery i Sydney, Museum Kunstpalast i Düsseldorf (2019) og Horsens Kunstmuseum (2018). Horsens Kunstmuseum har fire af Nowaks værker i deres permanente samling.