29.5 - 1.6.21

Sun & Sea

Operaforestillingen Sun & Sea, der er skabt af de tre litauiske kunstnere Rugilė Barzdžiukaitė, Vaiva Grainytė og Lina Lapelytė, har modtaget stor ros over hele verden for sin humoristiske, smukke og vedkommende skildring af påtrængende spørgsmål om vores egen og klodens fremtid. Forestillingen, der præsenteres som Sun & Sea (Marina), blev tildelt den prestigefulde Gyldne Løve for Bedste Nationale Bidrag ved den 58. Venedigbiennale i 2019.

Sun & Sea udgør et helt unikt værk, hvor publikum kan opleve en opera udfolde sig på en kunstig strand komponeret af lys, arkitektur og musik. I dette værk er den traditionelle fremførelse af en opera blevet gentænkt.
Fra et stillads over scenen kigger publikum ned på en sandstrand, komplet med solbadende gæster, en mosaik af håndklæder, farverigt badetøj og plastiklegetøj.

Forestil dig en strand – du befinder dig selv på den eller endnu bedre: du betragter den oppefra – den brændende sol, solcreme, farvestrålende badetøj og svedende håndflader og ben. Trætte lemmer liggende henslængte på en mosaik af håndklæder. Forestil dig børnenes lejlighedsvise hvin, latter, lyden fra en isbod i det fjerne. Den musikalske rytme af bølgerne i brændingen, en beroligende lyd (på denne konkrete strand, ikke andre steder). Knitren fra plastikposer som hvirvler rundt i luften for derefter at flyde stille omkring, som vandmænd, under vandoverfladen. Rumlen fra en vulkan eller en flyvemaskine eller en speedbåd. Dernæst et kor af sange: dagligdags sange, sange om bekymringer og kedsomhed, sange om næsten ingenting. Og under dem: den langsomme knagen fra en udpint Jord, en gispen. (Lucia Pietroiusti)

Kunstnerne har skrevet om Sun & Sea

Sun & Sea startede med et finurligt billede: feriegæster ligger på en sandstrand og synger, deres halvnøgne kroppe kan ses oppefra, fra solens perspektiv, som om menneskeheden var insekter. Derfra tog det omkring fire år, før menneskekroppens udsatte skrøbelighed gjorde det muligt for os at finde frem til en parallel, som besad den kolossale krops midlertidighed – Jordens krop. Selvom vi var klar over, at forestillingen på en eller anden måde ville beskæftige sig med klimaforandringer, var vi usikre på, hvordan et så stort og presserende emne kunne behandles på en subtil måde uden at være foruroligende og belærende. Operaens libretto er udformet som en mosaik af historier, indre monologer, drømme og tanker, der synges som soloer eller som kor af strandgæsterne. Denne ‘suppe’ af historier kunne lyde som en dagligdags og sorgløs summen, men midt i dette liturgiske, poppede og syntetiske hav af sange kan man mærke en forestående trussel. Billedet af fornøjelige feriedage står i kontrast til konsekvenserne af denne passivitet – planetens ressourcer der udvindes, som om det var en mousserende piña colada, man nipper til. (Vaiva Grainytė på vegne af det kunstneriske team)

Show all

Det sker

De næste 7 dage på Copenhagen Contemporary