Lilibeth Cuenca Rasmussen

Lilibeth Cuenca Rasmussen har skabt den tidsaktuelle udstilling I am not what you see, som undersøger det nomadiske, etnicitet og identitet.

Her står fire monumentale skulpturer med hvert sit navn, der på forskellig vis krydser arkitektur, kostumer og boformer.  Det er temaer, som kunstneren har arbejdet med siden starten af sin kunstneriske praksis, og I am not what you see, en af hendes største udstillinger til dato, udfolder netop denne undersøgelse med både installatoriske og performative greb.

I am not what you see er skabt særligt til CCs Hal 5, og den stiller skarpt på nomadens evne til at bære sit hjem med sig overalt og bevæge sig på tværs af landegrænser, kulturer og sociale forhold. Med udstillingen stiller Lilibeth Cuenca Rasmussen en række aktuelle spørgsmål om det nomadiske: Hvem er nomaden i dag, og hvor hører nomaden til? Hvad er det, vi bærer rundt med os af forestillinger og genetik? Og hvem er man egentlig, hvis man – som kunstneren selv – har en dobbelt etnisk identitet og har to eller flere lande, verdensdele og kulturer som tradition og hjem? Frem for at reducere hinanden til simple og entydige kategorier som mand, kvinde, asiat eller europæer, kunstner eller noget helt sjette, inviterer Lilibeth Cuenca Rasmussen til refleksion over alt det, der befinder sig bagved, indimellem og omkring.

Udstillingens fire skulpturer, Iris, Miss Fabula, Fatamorgana og Quadripoint, er skabt af meget forskellige materialer: strå, luftpostkuverter, dyner og tekstil. Fælles for dem er, at de mimer en boform og leder tankerne hen på fjerne destinationer med deres udformninger, der refererer til forskellige ikoniske nomadiske boliger. De er dog mere end det, vi ser ved første øjekast – som også udstillingstitlen indikerer. Deres hybridform mellem skulptur, bolig og beklædningsdel udfordrer vores stereotype forestillinger om hinanden og vores omgivelser.

Nomaden er kendetegnet ved ikke at eje noget jord, og det spejles i skulpturernes lethed og iboende mobile og transformative evner. Som gæst inviteres du til at reflektere over den nomadiske frihed og omskiftelighed ved at gå ind i skulpturerne – og tage identiteterne på dig som et stykke tøj.

De fire hybrider

Iris har rødder i en afrikansk boform kaldet en rondavel; en rund bolig bygget af lokale materialer, der typisk også har stråtag. Skulpturen, der tillige kan fungere som hat, synes umiddelbart flytbar og let at tage med sig, men den forbliver forankret i udstillingsrummet med sine pæle inspireret af traditionelle sydasiatiske huse, der bliver bygget på pæle. Flere nationale håndværksmæssige traditioner er flettet sammen i værket, da vi i Danmark også har haft tradition for at tække vores huse med strå.

Miss Fabula fremstår ligeledes luftig og let i sin hvide, papirtynde skørtekonstruktion. Når man ser nærmere på materialet, består skulpturen af tusindvis af luftpostkuverter, der er syet på med en ganske tynd hvid tråd oven på et blåt stålskelet. Skulpturen refererer i form og farve til en iglo, der som boform, pga. klimakrisen, allerede er meget skrøbelig. Som isen, der smelter væk, er den langsomme og personlige kommunikation med brev og luftpost også ved at forsvinde.

Hængende fra hallens loft ses Fatamorgana, hvis titel refererer til et særligt naturfænomen, som få har oplevet. Dynematerialet er luftigt, svævende og associerer til hængekøjer og et nomadisk folk i Amazonas, der sover i træerne. Skyerne af dyner skjuler en funktion som beklædningsgenstand i sig, da de foruden at være hængekøjer kan transformeres til kjoler og jakker, der bruges under udstillingens performances.

Udstillingens største værk er Quadripoint, der har mindelser om en tipi. Skulpturens florlette hvide stof, som er udspændt mellem gulv og loft, er forankret til jorden af ti tunge koralsten. En fragmenteret skjorte er splittet op imellem stoffets tredeling. Udover at opløse sin egen form kan Quadripoint forvandle udstillingsrummet fuldstændigt, når det tynde stof under performancen bliver brugt som scenetæppe og grænsemarkør. Titlen Quadripoint refererer både til et punkt i USA, hvor fire staters grænser mødes, og til jordens tektoniske plader, der – ligesom værket – er mobile.

Udstillingen er støttet af

Minister Erna Hamiltons Legat

Beckett-Fonden

Statens Kunstfond

DYKON A/S

ALUPROFF A/S

Udstillingen er blevet til i samarbejde med sur le chemin design studio.