Kunst i klimakrisens tid
Om
Copenhagen Contemporary inviterer i samarbejde med TRAVERS til en artist talk om kunstens rolle i klimakrisens æra med de tre litauiske kunstnere bag den prisvindende operaforestilling Sun & Sea: Rugilė Barzdžiukaitė, Vaiva Grainytė og Lina Lapelytė.
I klimakrisens perspektiv må al menneskelig ageren gentænkes, ikke mindst kunstværket. I alle civilisationer har kunstværket samlet kulturen og ageret prisme i dens forhold til naturen; den ukontrollable natur, der på den ene side gennem sygdomme, vilde dyr og naturkatastrofer truer det menneskelige fællesskab, men på den anden også udgør selve livets materie. Hvor står mennesket i dette forhold i dag – og hvilken rolle har kunsten at spille?
I en paneldebat med kunstnerne bag Sun & Sea, Rugilė Barzdžiukaitė, Vaiva Grainytė og Lina Lapelytė, behandles kunstens rolle i klimakrisens tid.
Samtalen vil være på engelsk og finder sted online d. 31.05.2021 kl. 19-20 via. dette link: http://travers.world/
Det vil være gratis at deltage.
Sun & Sea
Sun & Sea er en prisvindende operaforestilling, der om et par uger forvandler CCs hal til en strand med solbadende gæster i idylliske og sorgløse omgivelser, men under overfladen lurer påtrængende spørgsmål om vores egen og klodens fremtid.
Sun & Sea præsenteres i samarbejde med scenekunstfestivalen CPH STAGE og det tværkunstneriske projekt Travers i forbindelse med afviklingen af CPH STAGE i slutningen af maj.
Læs mere om Sun & Sea her.
Kunstnere
Rugilė Barzdžiukaitė (f. 1983) arbejder som filmskaber, teaterdirektør og billedkunstner. I sin kreative praksis udforsker Barzdžiukaitė spændingsfeltet mellem objektive og forestillede virkeligheder, mens hun udfordrer en antropocentrisk tankegang med en legende tilgang. Hendes dokumentarfilm-essay Acid Forest vandt priser på Locarno International Film Festival, blev vist på National Gallery of Art i Washington, Lincoln Center i NYC, American Film Institute festival i LA m.fl. Sun & Sea er hendes seneste performanceværk.
Vaiva Grainytės (f. 1984) tekstbaserede praksis veksler mellem genrer, interdisciplinære teaterværker og publikationer. Som forfatter, dramatiker og digter benytter hun sig af antropologiske metoder, hvor hun undersøger sociale og samfundsmæssige udfordringer med et poetisk greb. Dette gør værkerne paradoksale og defamiliariserede. Hendes essay Beijing Diaries (2012) og digtsamlingen Gorilla’s Archives (2019) blev nomineret til Book of the Year Award og inkluderet på hitlisten over de 12 mest kreative bøger i Litauen. Hendes oeuvre er blevet oversat til mere end 10 sprog. Hendes kommende tosprogede tværgenreroman, Roses and Potatoes (2022), dekonstruerer den moderne håndhævelse og opfattelse af lykke.
Lina Lapelytės (f. 1984) performance-baserede praksis er forankret i musik, men behandler popkultur, kønsstereotyper og nostalgi. Hendes værker engagerer både uddannede og utrænede kunstnere, ofte med sang og indenfor en bred vifte af genrer som popmusik og opera. Gennem sang, der har form af en kollektiv og affektiv begivenhed, bliver der sat spørgsmålstegn ved sårbarhed og tavshed. Lapelytės nylige og kommende forestillinger inkluderer Cartier Foundation, Paris, Tel Aviv Museum of Art; RIBOCA2 – Riga-biennalen; Tai Kwun, Hongkong; Glasgow International; Kunstenfestivaldesarts, Bruxelles; Kaunas Biennale, Litauen; Pompei Commitment og Castello di Rivoli, Italien.
Det kunstneriske samarbejde
I kunstnernes samarbejde lægges der særlig vægt på forholdet mellem dokumentar og fiktion, virkelighed og poesi samt et overlap af teater, musik og billedkunst. Operaforestillingen Sun & Sea er kunstnerenes andet samarbejde. Værket er senest blevet præsenteret som Sun & Sea (Marina), der repræsenterede Litauen på den 58. Venedig Biennale, hvor den vandt den gyldne løve for Best National Participation.
Kurator
Lucia Pietroiusti (f. 1985) er kurator og arbejder i skæringspunktet mellem kunst, økologi og systemer, hovedsagelig uden for galleri formattet. Hun er grundlægger og kurator for General Ecology-projektet i Serpentine, London; samt kurator for Sun & Sea. Nuværende projekter inkluderer Shanghai Biennale 2020-21 (med Marina Otero Verzier, Filipa Ramos, YOU Mi. Chief Curator: Andrés Jaque); The Shape of a Circle in the Mind of a Fish med Filipa Ramos; Serpentine Podcast og Back to Earth – Serpentines 50-års jubilæumsprogram dedikeret til miljøet (2020-22). Seneste publikationer inkluderer More-than-Human (med Andrés Jaque og Marina Otero Verzier).
Sun & Sea er støttet af: Nordisk Kulturfond, Statens Kunstfond, Aage og Johanne Louis-Hansen Fond, Knud Højgaards Fond, Gangstedfonden, Toyota Fonden, William Demant Fonden.
Mere info
CPH STAGE
er landets største scenekunstfestival for professionelt voksenteater og finder sted i København hvert år i slutningen af maj–starten af juni. Over 10 dage præsenterer festivalen både spændvidden af dansk teater netop nu og internationale turnéhits. CPH STAGE er en mulighed for at lade sig overraske og prøve nye veje i det danske teaterlandskab. Ud over forestillingerne byder CPH STAGE på events, oplæsninger, debatter, seminarer, fester og meget mere. Læs mere her.
TRAVERS
er et tværkunstnerisk projekt, der giver professionelle kunstnere fra ind- og udland mulighed for at udfordre deres vanetænkning, udvide deres kunstneriske sprog og opsøge samarbejder på tværs af kunstformer.
Formålet er for TRAVERS at inspirere tværkunstneriske processer for at bane vej for nye værker og samarbejder på tværs af kunstarterne musik, litteratur, billedkunst, arkitektur, film og scenekunst. Årets forløb undersøger temaet ’Confront the Future’, hvor kunstnere og forskere fra hele verden undersøger, hvordan fremtidsperspektivet kan anspore til nye ideer, arbejdsmetoder og kunstneriske interaktioner. En række værter fra ind- og udland vil stille sig selv og deres kunstneriske praksis til rådighed, for sammen med deltagerne at udforske hvordan fremtiden og kunsten kan påvirke hinanden. Læs mere her.