Christian Falsnaes, LOOK AT ME. Videostill, 2019

Christian Falsnaes

LOOK AT ME

26.08.

– 21.02.21

Vær med, når den anerkendte kunstner Christian Falsnaes omdanner CCs hal 2 til en kunstmesse og mellem de hvide vægge præsenterer et videoværk i seks dele. Her iscenesætter han en række situationer foran kameraet med performer Minni Katina Mertens som medspiller. Vi ser Falsnaes og Mertens interagere med hinanden, med publikum og med kameraet igennem en serie af performances, der viser, hvad der sker, når mennesker bruges som kunstnerisk materiale. Udstillingen undersøger bl.a. de selvfølgeligheder og den adfærd, der er knyttet til at gå på museum og de magtforhold, der opstår mellem kunstner og beskuer. Tag med Falsnaes i studiet, på udstilling, og til fest, når vi slår dørene op til udstillingen LOOK AT ME d. 26. august.

Falsnaes opnåede tidligt en imponerende international opmærksomhed med en nominering til Future Generation Art Prize i 2017, som gav ham muligheden for at udstille i Kiev og på Venedig Biennalen samme år. Herudover har han udstillet prominente steder i hele verden som Museum of Contemporary Art Kiasma, Helsinki, Centre Pompidou, Paris, Centrale for Contemporary Art, Bruxelles og Hamburger Bahnhof – Museum für Gegenwart, Berlin.

Om Christian Falsnaes

Den danske kunstner Christian Falsnaes (f.1980) bor og arbejder i Berlin. Han har studeret filosofi ved Københavns Universitet og tog afgang fra Akademie der bildenden Künste i Wien i 2011. Primært beskæftiger Christian Falsnaes sig med performances, der finder sted i det offentlige rum og i udstillingsrummet. Ofte dokumenteres hans performances gennem filmoptagelser, der efterfølgende bliver til videoværker.

Falsnaes værker ligger i tråd med en tysk-østrigsk performancetradition, hvor radikale formater sætter både kunstner og beskuer i centrum for værket. Hans værker cirkulerer om begreber som identitet og autoritet, deltagelse og underkastelse samt magt og afmagt. I sine værker gør han ofte publikum til medskabere af situationer, billeder eller videoer. Formålet er, at publikum skal opleve at se sig selv udefra, og få en reflekteret tilgang til deres egen adfærd og reaktioner.

Christian Falsnaes er repræsenteret i flere samlinger og har udstillet verden over. Blandt seneste soloudstillinger kan nævnes Kunstmuseum Krefeld, Bielefelder Kunstverein, Kunstverein Braunschweig og Kunsthalle Mannheim i Tyskland, ДINAMIKA i Moskva, Rusland, arteBA og Juan & Patricia Vergez Collection i Buenos Aires, Argentina, Yarat Contemporary Art Space i Baku, Aserbajdsjan, 1646 i Haag, Holland og herhjemme på Andersen’s Contemporary og Statens Museum for Kunst i København.