Basel Abbas & Ruanne Abou-Rahme, May amnesia never kiss us on the mouth (2022). Installation view The Museum of Modern Art, New York. © 2022 The Museum of Modern Art, New York. Photo: Jonathan Muzikar

Basel Abbas & Ruanne Abou-Rahme

14.06.24

– 24.11.24

I juni åbner CC i samarbejde med Glyptoteket en stor, ny soloudstilling med den internationale kunstnerduo Basel Abbas (f. 1983) og Ruanne Abou-Rahme (f. 1983).

Siden 2007 har kunstnerduoen opbygget en internationalt anerkendt praksis på tværs af video, lyd, tekst og performance, hvormed de skaber medrivende totalinstallationer. Med inspiration fra 1990’ernes musikalske drum and bass-scene i London, sampler og sammensætter de arkivmateriale og elektroniske rytmer til nye originale lydlandskaber. Lyden akkompagneres af smukke og til tider voldsomme billedsider blandet med pulserende spor af systemkritiske og poetiske tekster på arabisk og engelsk.

Kunstnerne kalder deres værker for ”modstandspoesi” – en modstand, der på én gang er alment vedkommende og forankret i kunstnernes personlige baggrunde, begge tilhørende den palæstinensiske diaspora. Med sine visuelt imponerende og indholdsmæssigt tankevækkende værker skaber kunstnerduoen medierede oplevelser af håb og fællesskab, konflikt og krig, hvori nye æstetiske og politiske muligheder kan opstå.

Udstillingen er den anden i rækken af det treårige programsamarbejde mellem CC og Glyptoteket under titlen Hosting Histories – Revisiting Cultural Heritage of the Middle East and Beyond, der sætter fokus på antikkens kulturarv og dens betydninger i dag.