26.1 - 12.5.24

Cathrine Raben Davidsen

Let Everything Happen to You

Udstillingen

Let Everything Happen to You er den mest omfattende retrospektive udstilling af Raben Davidsens arbejde til dato. I hal 3 udfolder mere end 130 malerier og tegninger helt nye sider af den danske billedkunstner Cathrine Raben Davidsens (f. 1972) markante og mærkbare kunstnerskab.

Gennem et tværsnit af kunstnerens tre vigtigste perioder – midt-halvfemserne (1995-1998), midt-10’erne (2015-2017) og nutid – viser udstillingen en mindre kendt og mere personligt forankret side af Raben Davidsens virke rundet af erfaringer som tab, identitetssøgen og transformation.

Kendt for sit poetiske, drømmelignende og farvemættede billedsprog har Raben Davidsen gennem sine næsten 30 år som billedkunstner udviklet et unikt udtryk, som på tværs af tid, rum og stilistiske genrer bevæger sig mellem myte og historie, lys og mørke, virkelighed og fantasi. Let Everything Happen to You blander rå og stemningsfulde kul-, olie- og blæktegninger med overdådigt lagdelte oliemalerier i både små og store formater. Motiverne spænder fra intime portrætter (heriblandt to selvportrætter) over abstrakte landskaber og mytologiske og religiøse fortællinger til figurer i transformation fra én tilstand til en anden. Centralt står mennesket, den personlige erfaring og den kunstneriske bearbejdelse heraf

For første gang nogensinde er det muligt at opleve nogle af Raben Davidsens allertidligste værker, blandt andet værkserien Familie fra 1996. Serien portrætterer i en rå, psykologisk stil hendes familie, barndom og teenageår, hvor tabet af hendes far til AIDS som 13-årig står centralt. Op gennem 2010’erne flytter Raben Davidsen sit fokus fra udforskninger af det personlige til at interessere sig mere bredt for universelle spørgsmål om menneskelig eksistens og samhørighed samt forestillingen om metamorfose. Let Everything Happen to You henter sin titel fra den østrigske poet Rainer Maria Rilkes digt Go to the Limits of Your Longing (1905). Digtet beskriver den ubærlige, men ultimativt ufravigelige sammenstilling af skønhed og lidelse, der definerer menneskets liv og historie.

Udstillingen rummer en række helt nye malerier skabt specielt til udstillingen på CC. Her tager Raben Davidsen direkte udgangspunkt i aktuelle nyhedsbilleder fra krigszoner rundt i verden, som hun med stor følsomhed bearbejder i malerier, der skildrer ødelagte landskaber og kroppe mærket af krig.

Som en af sin generations største danske malere har Raben Davidsen udviklet sit helt eget kunstneriske sprog, som har en tydelig forankring i den klassiske tradition. Som kunstner er hun gennem sin karriere i høj grad gået sin egen vej, og hendes værker ejes i dag af store stjerner som Bruce Springsteen, Liv Tyler og Sofia Coppola.

Udstillingen er den første samlede præsentation af Raben Davidsens malerier på en københavnsk institution i mere end et årti. Den præsenterer desuden en nyproduceret portrætfilm, hvor gæster kommer tættere på kunstneren og får indblik i processen bag hendes værker. Cathrine Raben Davidsen modtog i 2022 som den første nogensinde hædersprisen Beckett-Prisen, som samme år blev indstiftet og uddelt på CC.

Om Cathrine Raben Davidsen

Cathrine Raben Davidsen (f. 1972, København) er uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi og har før det studeret på kunstakademier i Italien og Holland. Raben Davidsen har udstillet bredt i Danmark og udlandet, heriblandt også skabt omfattende kommissioner, og hendes arbejde er repræsenteret i adskillige museumssamlinger og institutioner. Hun er hædret med talrige priser og legater og i 2015 blev hun udnævnt til Ridder af Dannebrog af Hendes Majestæt Dronning Margrethe.Senere i hendes karriere begynder motiver af landskaber, dyr og planter at dukke op på Raben Davidsens lærreder, hvilket flytter hendes fokus fra udforskninger af det personlige til at interessere sig mere bredt for universelle spørgsmål om menneskelig eksistens, samhørighed med naturen og forestillingen om metamorfose. I dette arbejde indtager Raben Davidsen også en mere kritisk og politisk position – noget, der blandt andet kan ses i hendes nyeste malerier, der abstrakt skildrer transformerede landskaber og kroppe mærket af krig.

Show all

Det sker

De næste 7 dage på Copenhagen Contemporary