23.6 - 26.11.23

Oplev en af samtidskunstens allermest markante stemmer Abbas Akhavan for første gang i Skandinavien med en stor soloudstilling, der breder sig på tværs af CC og Glyptoteket.

Abbas Akhavan

curtain call

Interview

Udstillingen

I udstillingen curtain call genrejser Akhavan Palmyras skattede søjler og Iraks plyndrede nationalmuseum med installationer, som berører Syrien og Iraks svundne og krigshærgede kulturarv – præcis 20 år efter invasionen af Irak og 10 år efter Palmyra blev indskrevet på UNESCO’s liste over truet verdensarv. Udstillingen curtain call er den første i en treårig udstillingsrække med Glyptoteket, der skal give nye perspektiver på mellemøstlig kulturarv og dens betydning i dag.

Verden er fuld af ufortalte og fortiede historier, der i generationer er blevet båret med videre af migrerende folk og genstande på tværs af tid, landegrænser og historiske begivenheder. Hvordan skal deres historier fortælles, og hvem har retten til at fortælle dem? I et nyt treårigt udstillingssamarbejde vil CC og Glyptoteket kaste lys over nogle af de spørgsmål, der rejser sig i en global verden, hvor mennesker og kulturarv konstant er i bevægelse.

Første udstilling i rækken er skabt af kunstneren Abbas Akhavan (f. 1977, Teheran, bor og arbejder i Montreal). I sin første soloudstilling i Norden viser han for første gang to af sine største totalinstallationer samlet: cast for a folly (2019-) og variations on a folly (2021-). Med rustikke jordsøjler, vibrerende grønne skærme og støvede, kulisselignende møblementer skaber Akhavan mærkværdige øjebliksbilleder forskudt i tid og sted og foruroligende i deres budskab.

På CC vises variations on a folly – en monumental arkitektonisk totalinstallation, hvor 19 fem meter høje søjler i cob rejser sig på en gigantisk grøn scene malet som en chroma key green screen; en teknologi kendt fra film- og reklameverdenen til at indsætte objekter og skifte baggrunde i en uendelighed. Værket er en reference til den søjlekolonnade, der engang førte op til den spektakulære triumfbue i Palmyra. Dér, i det nuværende Syrien, findes ruinerne af en storslået by, som engang var et kulturcentrum i den antikke verden. Triumfbuen blev ødelagt under Islamisk Stats besættelse af Palmyra i 2015. Efterfølgende blev den kopieret i marmor af det britiske og amerikanske Institut for Digital Arkæologi ved hjælp af 3D-billedteknologi og udstillet på Trafalgar Square i London.

På Glyptoteket vises cast for a folly præcis 20 år efter, at USA invaderede Irak med allierede lande herunder Danmark. Totalinstallationen er en iscenesættelse af et fotografi af lobbyen på Iraks Nationalmuseum i Bagdad, taget kort efter det blev plyndret under invasionen af Irak i 2003. Møblerne er fragmenter, og den efterladte assyriske løveskulptur i tung basalt er genopstået i det oldgamle byggemateriale cob – et naturligt byggemateriale lavet af sand, ler, vand og halm. En indsparket dør er blevet til en green screen, og i en plastikbeholder flyder åkander. Med tømte vitriner og støvede overflader inviterer værket os til at deltage i en begivenhed, vi er kommet for sent til og stiller spørgsmålet: Hvem arver krigens ruiner?

Om værkerne siger Abbas Akhavan:

”While I am interested in ruins and care about the preservation of cultural heritage, the objective of these works is not nostalgia for the Iraq Museum or Palmyra Arch, but rather the ways these sites become charged and disturbed as images in the collective imagination.”

Det fælles udstillingsprogram Hosting Histories – Revisiting Cultural Heritage of the Middle East and Beyond giver tre internationale samtidskunstnere, der enten er bosat i Mellemøsten eller tilhører mellemøstlige diasporaer, adgang til Glyptotekets oldtidssamlinger og mulighed for at udvikle en soloudstilling på tværs af begge institutioner. Sammen med CC og Glyptoteket vil kunstnerne genbesøge nogle af historiens fortiede og ufortalte historier og i et nutidigt landskab give dem stemme og plads gennem egne værker.

Projektets første udstilling sættes der fokus på kulturarvens rejsende genstande og ideen om dem som ”kulturelle migranter”. Historiske genstande er nemlig ikke kun fysiske spor fra en svunden fortid. De rummer derimod egne historier, erfaringer, tragedier og rejser – og kan – ligesom mennesker – fordrives og blive ofre eller agenter for krige og geopolitiske konflikter. Herigennem taler curtain call ind i en række svære spørgsmål, der strækker sig over store geografiske afstande, tidsmæssige spænd og dannelsen af kulturelle institutioner.

Om Abbas Akhavan

Abbas Akhavan (f. 1977, Teheran) bor og arbejder i Montréal. Hans seneste soloudstillinger inkluderer Chisenhale Gallery, London (2021), CCA Wattis Institute, San Francisco (2019) Fogo Island Gallery (2019), Museum Villa Stuck, München (2017). Han har deltaget i internationale gruppeudstillinger verden over, heriblandt Gwangju Biennalen (2023), Palais de Tokyo (2022), SALT Galata, Istanbul (2017) og Solomon R. Guggenheim Museum, New York (2016). Akhavan er modtager af priserne: Fellbach Triennial Award (2017), Sobey Art Award (2015), Abraaj Group Art Prize (2014) og Berliner Kunstpreis (2012).

CC / Glyptoteket

To meget forskellige kulturinstitutioner, Danmarks største institution for samtidskunst Copenhagen Contemporary og det 126 år gamle toneangivende kunstmuseum Glyptoteket, har indgået et nytænkende og utraditionelt samarbejde. Over de næste tre år viser institutionerne tre soloudstillinger med tre internationale kunstnere, der enten er bosat i Mellemøsten eller tilhører mellemøstlige diasporaer. I samarbejde med kuratorer fra begge institutioner, har kunstnerne adgang til Glyptotekets mellemøstlige oldtidssamlinger og vil fortolke kulturarvens betydning i dag gennem egne værker. Med dette mere end 3.000 år gamle materiale som historisk bagtæppe, skaber kunstnerne én udstilling på tværs af begge institutioner, der bidrager til bredere og mere nutidige historier om oldtiden – historier, der kan øge vores forståelse for den antikke verdens diversitet, mobilitet og ikke mindst en geografisk spændvidde, der ligger langt udover de nationale og kulturelle grænser, vi kender i dag.

Reduceret billetpris

Med en billet fra CC kan du samme dag få reduceret prisen på indgangsbilletten til Glyptoteket med 20% og se resten af Abbas Akhavans udstilling curtain call. CCs medlemmer kommer gratis ind på Glyptoteket i hele udstillingsperioden. Det samme gælder omvendt for Glyptotekets gæster og årskortholdere hos CC.

Støttet af

Det tre-årige samarbejde er generøst støttet af Den Obelske Familiefond

curtain call er generøst støttet af A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal, Canadas Ambassade i København, Canada Council for the Arts

Show all

Det sker

De næste 7 dage på Copenhagen Contemporary