Fredag 11.10.19
Kulturnatten på CC
Om
Kom med til Kulturnatten på Copenhagen Contemporary og gå på opdagelse i udstillinger af Carsten Höller, Wu Tsang, Jacob Dahlgren og Christian Lemmerz & Lars Top-Galia. Vi holder særligt åbent helt til midnat og du kan opleve Artist Talk med Christian Lemmerz og Lars Top-Galia, koncert ved ILMA, Art Walks i udstillingerne og åbne workshops for alle aldre med fokus på klima og genbrug.
Åbne værksteder
3 timer, 3 værksteder, 3 måder at arbejde med genbrug og klima i kunsten:
Fældeværksted
Her tager vi udgangspunkt i kunstneren Carsten Höllers udstilling Reproduction, hvor han blandt andet udstiller børnefælder. Vi lader os inspirere og bygger sammen med dig vores egne fælder af genbrugsmaterialer.
Hvordan ser en fælde ud? Hvad skal den fange? Hvordan får man lokket nogen/noget i den?
Lyd og landskab
I det andet værksted kigger vi på kunstnerne Christian Lemmerz & Lars Top-Galias udstilling Eyescape. Her vil vi med hele vores krop male i stor skala, og se hvordan lyd kan inspirere til skabelsen af nye abstrakte landskaber. I anledning af Kulturnatten vil vores fælles udgangspunkt for værkstedet være klima og bæredygtighed.
Mal og byg med genbrug
I det tredje værksted skal vi arbejde og male med fundne materialer med afsæt i kunstneren Jacob Dahlgrens udstilling Art is Life. Vi skal undersøge objekter, skille dem ad og male med eller på dem. Med tape går vi på opdagelse i huset og indrammer detaljer, som kan ses som ”små malerier”. Inspireret af kunstneren Fatric Bewong, som lavede performance på CC i august, skal vi bygge skulpturer af genbrugsmaterialer. Arbejdet leder tankerne hen på produktion, om hvor skrald kommer fra og hvor det en dag ender.
Art Talk med Christian Lemmerz & Lars Top-Galia
Over seks aftener i august indgik kunstneren Christian Lemmerz og guitaristen Lars Top-Galia fra Sort Sol i et unikt improvisationssamarbejde. Til lyden af Top-Galias guitar-improvisationer skabte Lemmerz seks 3x9m store malerier.
Udstillingen Eyescape står nu i sit færdige udtryk, og Lemmerz’ malerier kan opleves som monumentale friser i den 1.000 m2 store udstillingshal, hvor højtalere i midten af rummet afspiller Top-Galias guitarsoloer.
Aftenens talk, der er modereret af udstillingschef og kurator for udstillingen, Jannie Haagemann, handler om kunstnernes overvejelser, følelser og erkendelser før under og efter performancen. Samtalen tager form som en personlig evaluering af hele projektet. På aftenen vil det også være muligt at se et sammenklip af film optaget i løbet af de seks performances.
ILMA
ILMA er en elektronisk kunstner, der alsidigt bevæger sig mellem genrer som R&B, melankolsk pop og hiphop.
Bag ILMA finder vi den dansk-bosniske 20-årige producer og sangskriver Ilma Haskovic. Med et højt niveau af energi og nærvær på scenen skaber ILMA med sit lyriske overskud pulserende rytmiske produktioner og flydende harmonier. Hendes musik har et komplekst og dynamisk udtryk, der rammer bredt på følelsesspektret med sit skarpe tekstunivers.
Art Walks
Få et særligt indblik, når vi går på opdagelse med omvisninger i vores aktuelle udstillinger.
Mere info
Program
18.00–21.00 Tre åbne værksteder i CC Studio
19.00 Art walks i udstillingerne med CCs kunstværter
20.00 Art talk med Christian Lemmerz og Lars Top-Galia
21.00 Art walks i udstillingerne med CCs kunstværter
22.00 Koncert med ILMA
23.00 Art walks i udstillingerne med CCs kunstværter
00.00 Tak for i aften
OBS: Denne aften er en del af Kulturnatten. For at deltage kræver det et Kulturpas, som kan købes i alle 7-Eleven butikker i hele Hovedstadsområdet. Læs mere her.