Foto: Felix Adler

Tusind mails fra Trump

10.09.20

– 08.11.20

Gennem de seneste fire år har den danske politiker Uffe Elbæk flere gange om ugen – af og til flere gange om dagen – modtaget en personlig hilsen fra den amerikanske præsident, Donald Trump. Den er kommet i form af e-mails fra Trump, hans familie eller øverste politiske kollegaer. Uffe Elbæk har aldrig fundet ud af, hvordan netop han er landet på Trumps liste over personer, der modtager disse mails, men han begyndte alligevel at læse dem, fordi indholdet er så voldsomt anderledes end den måde, vi kommunikerer politisk på i Danmark.

I de mange tusind e-mails er Uffe Elbæk gennem årene blevet inviteret med til særligt vigtige offentlige arrangementer, hvor præsidenten skulle tale. Han er endda blevet lovet en hædersplads helt oppe foran, tæt på scenen – hvis han altså bare ville indbetale et støttebeløb til Trumps kampagne. En enkelt gang eller to har Elbæk ovenikøbet fået en personlig invitation til at deltage i en privat middag på præsidentens resort i Florida.

Dertil kommer endeløse tilbud om at købe unikke Trump T-shirts, kasketter og kaffekrus. I den lange strøm af e-mails har Elbæk også kunnet følge med i Trumps forhold til sine politiske modstandere, til medierne og Kina – et forhold, der er præget af hård kritik, øgenavne og afsløringen af historier, som præsidenten udpeger som fake news.

I CCs foyer kan du de næste par ­måneder læse et udvalg af de mange mails og gå på o­pdagelse i Trumps kampagnekommunikation.

Foto: Felix Adler

Mail fra Trump-administrationen.

Mail fra Trump-administrationen.