Åbning

CC x CPHFW: Exhibition Opening Party

Kom med når CC sammen med Copenhagen Fashion Week på modeugens første dag inviterer til åbningsfest for udstillingen Beautiful Repair, der undersøger reparation som ritual og ornament i krydsfeltet mellem mode og samtidskunst.

Alle er velkomne, når vi fejrer den eksperimenterende gruppeudstilling, åbningen af modeugen og dansk modes nye talenter med en spektakulær aften, der byder på et gratis glas til de første, live performance, taler ved bl.a. Københavns overborgmester, koncert og nogle af landets mest toneangivende DJ’s.

Kom og fejr med os tirsdag d. 31. januar fra kl. 18, hvor CC holder særåbent i anledning af Copenhagen Fashion Week AW23, der skydes i gang samme dag. Denne aften er der fri entré til CC. Udstillingerne er åbne til kl. 21.00, hvorefter festlighederne fortsætter i CCs foyer og café.

Program

✽ 18.00 Velkomstglas til de første i Connie Connie med Ryong (DJ)
✽ 19.00 Dørene til udstillingen åbner
✽ 19.15 Tale ved CCs direktør Marie Laurberg, ALPHAs direktør
Ané Lynge-Jorlén & København Kommunes overborgmester Sophie Hæstorp Andersen
✽ 19:30 Live performance i udstillingen ved kunstner Marie Sloth Rousing
✽ 20:00 POSH ISOLATION artist lineup
– Smokey (DJ)
– Debbie Sings (live)
– Croatian Amor & Scandinavian Star (live)
– Oqbqbo (DJ)
✽ 00:00 Tak for i aften

Flere af de deltagende kunstnere og modedesignere vil være til stede på aftenen.

Vi glæder os til at se jer!

Om Beautiful Repair

Et nyt æstetisk fænomen breder sig i disse år på tværs af billedkunst og modedesign: Reparationsæstetik. Genbrugsmaterialer, ’dead stock’ og avancerede reparationsteknikker bliver for en ny generation af kunstnere og designere en kreativ drivkraft, som skaber berigende historier og ornamenter, der giver tøjet nyt liv og skaber grobund for nye æstetiske udtryk.

Udstillingen Beautiful Repair viser udvekslingen mellem de to kreative felter, som flyder sammen i en undersøgelse af tøjet, vores ’anden hud’, med værker skabt af 15 danske og internationale kunstnere og modedesignere, hvoraf flere præsenteres for første gang i Danmark: Zadie Xa, Rasmus Myrup, Elina Heilanen, Minna Palmqvist, Lee Mingwei, Marie Sloth Rousing & Anna Clarisse Holck Wæhrens, Pia Camil, Idaliina Friman, Tenant of Culture, ALL-IN, Ella Morris, Kristine Sehested-Blad, Beatrice Stenmark, Rottingdean Bazaar og Chopova Lowena & Holly Blakey.Ved at sætte reparation som ritual og ornament i centrum peger Beautiful Repair på behovet for omsorg i en større skala: I forhold til vores interpersonelle relationer, vores forhold til objekter og materialer samt i forhold til jordens ressourcer. Udstillingen er støttet af Poses.

Læs mere om udstillingen her

Om Copenhagen Fashion Week

Copenhagen Fashion Week er den førende nordiske modeuge, der finder sted to gange årligt. Hver sæson deltager brancheledere fra hele verden i fire dage fyldt med shows og events, samt de to messer CIFF og Revolver.
Siden 2020 har Copenhagen Fashion Week haft som kernefokus at lave væsentlige ændringer i måden, begivenheden afvikles på, samt at inspirere modebranchen til at tage konkret handling, der kan føre imod en mere ansvarlig industri.

Kommende events