Wu Tsang

Diversity is Reality samlede to markante værker af den amerikanske filmskaber og performancekunstner Wu Tsang: Into A Space Of Love (2018) og Shape of a Right Statement (2008).

De to film, skabt med ti års mellemrum, markerer to øjeblikke i Tsangs karriere som performancekunstner og filmskaber. Værkerne tager fat i centrale temaer som eksempelvis magtstrukturer i forhold til synlighed og appropriation; altså hvem taler for hvem, fællesskabers flygtige karakter og performance som et redskab til modstand.

Shape of a Right Statement (2008) er et fem minutter langt videomanifest. Med blikket rettet stift mod kameraet genopfører Tsang et udsnit af det stærke Youtube-manifest “In My Language” skabt af aktivisten Amanda Baggs, der er forkæmper for autisters rettigheder. Tsangs udtryksfulde fremførelse sker på baren Silver Platter, hjemsted for klubben Wildness, et år efter, at kunstneren gentagne gange har genopført Baggs’ manifest live. I sin gengivelse efterligner Tsang den mekaniske stemme fra den talemaskine, som Baggs’ taler igennem. Hun fastslår: “Det er kun, når jeg indtaster noget på jeres sprog, at I opfatter mig som et kommunikerende væsen.” Sprog og især måden, det transmitteres og oversættes på, spiller en afgørende rolle i Tsangs praksis som en struktur, der skal brydes ned ved hjælp af alternative kommunikationsmåder.

De samme aspekter er også centrale i Into A Space Of Love (2018); en essay-film der, på tværs af generationer, undersøger arven efter og ånden i house-musikken med rødder i New Yorks undergrundskultur. Filmen undersøger, hvordan house-musikken, i lighed med så mange andre bevægelser, blev skabt i queer, latin- og afroamerikanske fællesskaber for derefter at blive overtaget af hvide mainstream-kulturer. Som en af filmens hovedpersoner Shaun J. Wright siger: “Vi ejer den, den er vores, men vi giver den gratis væk”.

Into A Space Of Love fortæller historien om, hvordan house-musikken opstod i tætte bymiljøer, såsom i 1970’ernes New York City. Her er mangfoldighed ”en realitet”, som Venus X udtrykker det i filmen, og unge generationer må til stadighed håndtere forskellige baggrunde og betydelige traumer. Tsang sætter hermed fokus på det liv og de alternative former for slægtskab, som en klub, dens musik og gæster kan give. Ligesom en kirke beskrives klubben som et ‘rum fyldt med kærlighed’, et spirituelt miljø, hvor klubgængerne udfordrer verden med musikkens magt.

Begge film bruger performance og fiktive fortællinger til at udforske traumer og alternative former for udtryk og kommunikation. Alt fra det talte sprog til dans tjener som et middel til at udtrykke virkeligheden, dens kompleksitet og mange lag. Gennem bevidste performative handlinger afslører Tsangs værker skjulte historier og marginaliserede narrativer.

Udstillingen blev skabt i samarbejde med kurator Irene Campolmi.

Udstillingen blev støttet af:

S. C. Van Fonden