We=Link: Sideways

21.11.20

– 23.05.21

Se udstillingen her

 

I en coronatid, hvor kunstinstitutioner verden over har været periodevis lukket ned, har webkunsten fået fornyet opmærksomhed.

Copenhagen Contemporary præsenterer, i samarbejde med Chronus Art Center i Shanghai og en lang række anerkendte museer verden over, en stor online kunstudstilling. Den bærer titlen We=Link: Sideways og er netop skabt som en direkte reaktion på COVID-19-pandemien. Frem til 23. maj kan publikum opleve 22 digitale værker skabt af 27 kunstnere og kunstnerkollektiver, som tæller både unge, fremadstormende talenter og nogle af de store pionerer inden for webkunst. We=Link: Sideways rummer bl.a. et af internetæraens første kunstværker skabt af The Thing BBS i 1991 samt spritnye værker, der er i konstant udvikling, også når udstillingen åbner.

 

Vendepunktet

Fænomenet netkunst er blevet kaldt den sidste avantgardebevægelse i det 20. århundrede og fik stor medfart i begyndelsen af 90’erne, hvor der blev eksperimenteret i stor stil, i takt med at nye medier dukkede frem. Internettet blev mere og mere populært i slutningen af 90’erne, og fra at være en perifer spiller i kunstverdenen høstede netkunsten efterhånden stor anerkendelse. Ifølge kunsthistorikeren Dieter Daniel, nåede kunstarten dog et vendepunkt i slutningen af 1990’erne og endte i en blindgyde som følge af internettets stigende kommercialisering.

På trods af nettets kommercialisering er der siden opstået nye veje for netkunsten, og We=Link: Sideways tager publikum med på en rejse gennem kunstartens udviklingshistorie. I stedet for at hæfte en entydig definition på netkunsten stræber We=Link: Sideways efter at vise de mange forskellige kritiske holdninger og æstetiske eksperimenter, der har fundet sted efter IT-boblens kollaps. Udstillingen favner alle de avantgardistiske ‘nettituder’, der ligger gemt i webværkerne.

 

Humoristisk spiddende værker

We=Link: Sideways præsenterer bl.a. det første kunstnerdrevne Bulletin Board System (elektronisk opslagstavle), som er den spæde start på det, vi i dag kender som sociale medier. Derudover bliver publikum konfronteret med værker, der stræber efter at svække virksomheders monopol og på legende og provokerende vis forholde sig kritisk til netværkssikkerheden og overvågningens logik.

 

Digitale værker på CCs website

Hver dag, når solen står op og går ned, bliver CCs hjemmeside overtaget af to digitale kunstværker skabt af henholdsvis Ursula Endlicher og kunstnergruppen exonome. Klikker brugerne ind på CCs website netop dér, toner et billede af en computer frem på skærmen foran en solopgang eller solnedgang, alt efter hvornår på dagen det er. I exonomes værk 0 to 1 / 1 to 0 fremstår den digitale og den virkelige verden på en og samme tid uadskillelige og uforenelige. Endlicher står bag to online performances, der vises i forlængelse af exonomes. På samme måde som solnedgangen følger naturens bevægelser, er Endlichers værk en spejling af, hvad der foregår i den virkelige verden. Spindelvæv og svampe indtager skærmen og ændrer sig alt efter vejrforholdene, som når antallet af svampe stiger i takt med fugtigheden udenfor. Værket peger på, hvordan både den virtuelle og den virkelige verden er bundet sammen af netværk. Værkerne kan opleves fra d. 27. november på CCs hjemmeside.

 

Verden har brug for webkunsten

Det er et faktum, at internettet er kommet for at blive. I en verden præget af pandemi, kriser og trumpiansk misinformation kan netkunsten stå frem og med dens spiddende humor, uendelige handlings- og udfoldelsesmuligheder være med til at give nye input til historien.

Udstillingen er ledsaget af et udvidet essay, som kan findes her: Sideways_Essay_10-30

 

Samarbejdspartnere

Online præsentation i samarbejde med CAFA Art Museum (Beijing), ZKM | Center for Art and Media Karlsruhe, HeK (House of Electronic Arts Basel), V2_ Lab for the Unstable Media (Rotterdam), Ars at CERN (Genève), Elektra (Montreal), Leonardo/ISAST, Nam June Paik Art Center (Seoul), Copenhagen Contemporary (København), Light Art Space (Berlin) samt Whitney Museum of American Arts online portal ‘artport’ (New York).

Kunstnere

Wafaa Bilal, CHEN Pengpeng, Jonah Bruoker-Cohen, Matthieu Cherubini, Paolo Cirio, Leon Eckert, Ursula Endlicher, exonemo, Hervé Graumann, GUO Cheng, Vytas Jankauskas, Knowbotic Research, LAN, LIANG Yuhong, LIU Xing, Junas Lund, Lauren Lee McCarthy, Kyle McDonald, Haroon Mirza, Everest Pipkin, Cornelia Sollfrank, Wolfgang Staehle, Ubermorgen, Maciej Wisniewski, XU Haomin, ZHAO Hua og ZHOU Peng’an.

We=Link: Sideways er skabt af Chronus Art Center (CAC) og kurateret af ZHANG Ga.

We=Link: Sideways er anden udgave af We=Link-programmet. Det oprindelige koncept blev lanceret af Chronus Art Center i slutningen af februar 2020.

 

Kom med til verdenspremiere på Tee Salon torsdag kl. 17.00 i Connie-Connie, hvor vi går på opdagelse i digter og forfatter Allen Ginsbergs person, liv og arbejde i en undersøgelse af om den amerikanske beatniks tænkning og livsrejse stadig har relevans for os i 2022.
Marie Schjeldal fra Fallucka vil moderere samtalen mellem journalist og forfatter Lars Movin, forfatter og forlægger Shëkufe Tadayoni Heiberg og medlem af folketinget Uffe Elbæk.
Læs mere her: