Under åben himmel

”No Justice, No Peace”, ”I can’t breathe”, ”Hold afstand”. Ordene har spredt sig i rekordfart over hele kloden og vidner om en verden i forandring og chok. COVID-19 har taget hundredtusindvis af menneskeliv med sig, kampen mod racisme raser i kølvandet på drabet på den sorte amerikaner George Floyd, og #MeToo-bølgen griber ind over for krænkelser mod kvinder. Mennesket er på barrikaderne.

Den 25. juni slår Copenhagen Contemporary dørene op til udstillingen In Focus: Statements, der taler direkte ind i den globale krise. Internationale verdensstjerner aktiverer Copenhagen Contemporary indendørs såvel som udendørs i gruppeudstillingen In Focus: Statements. Kunstværker med politiske tekster og budskaber bevæger sig ud over CCs rammer og sender gæster på opdagelse i den gamle svejsehal og på tur rundt i Refshaleøens industriområde.

Med fokus på hvad der sker i verden netop nu: USAs kommende præsidentvalg, Brexit, #MeToo-bevægelsen, COVID-19-pandemien og Black Lives Matter-bevægelsen præsenterer udstillingen en række kunstnere, der med sproget som udgangspunkt italesætter nogle af de samfundsmæssige forhold, der er dagsordensættende lige nu.

LESS POWER LESS

Udstillingen kickstartes af en live performance af kunstnerduoen Hesselholdt & Mejlvang. Iført dragter, som var de græske guder, løfter de dæk med deres bare næver og staver ordene LESS POWER LESS på skrænten foran CC. Hvad der før var hvidt, feminint og rent, bliver til en rå, beskidt og maskulin scene.

Sproglige nedslag i vores samtid

In Focus: Statements taler direkte ind i den globale krise, som verden netop nu befinder sig i med udbredelsen af COVID-19-pandemien – en krise, hvor vi er forment adgang til hinanden, og hvor forholdet mellem borger og magthaver, individ og gruppe, privat og offentlig sfære er blevet genforhandlet. Mens Douglas Coupland med en vis portion humor opfordrer os til at hamstre alt det, vi ikke kan downloade, ønsker Sam Durant med sit værk Labyrinth at synliggøre, hvordan isolationen har berørt forskellige grupper, bl.a. fængselsindsatte.

Med udbredelsen af COVID-19 er det også i høj grad sproget og retorikken, der har været med til at formidle krisen i medierne og i det offentlige rum. Nye ord er kommet til, mens andre har ændret betydning. I flere af udstillingens værker vil man således kunne opleve, hvordan ord har skiftet betydning, fra de blev skabt og frem til i dag. Et eksempel er Shilpa Guptas værk fra 2008-09 bestående af sæber, der med indskriften Threat ikke længere kun læses ind i en debat om etnicitet og identitetspolitik, men også om hygiejne og smittefare. Det samme gælder for Monica Bonvicinis Hy$teria fra 2019, der passer godt til situationen på finansmarkederne siden udbruddet af COVID-19.

Mange af værkerne er ikke skabt nu – men vi læser dem i den aktuelle kontekst. Jenny Holzers marmorbænke med indgraverede tekster – der omhandler tabet af en elsket til AIDS – leder i dag tankerne hen på de savn og dødsfald, COVID-19-pandemien har påført. Zoe Leonards tekst I want a president fra 1992 handler om ønsket om at få en præsident, som bærer på nogle af de erfaringer, almindelige mennesker gør sig.

Kunstneren Marilyn Minter har i årtier skabt kønspolitiske værker og tilslutter sig #MeToo-bevægelsens kamp mod kvindeundertrykkelse, når Donald Trumps berømte udtalelse ”Grab them by the pussy” bliver sat op som citat på en valgplakat. Hos Adrian Piper er budskabet om retten til at bestemme over sin egen krop formuleret i et statement på et visitkort, du kan tage med dig og uddele, hvis nogen overskrider dine grænser.

På forskellig vis minder udstillingens værker os om, at vores sprog ikke er neutralt, men er med til at forme os og vores verdensforståelse. Sproget er magtfuldt og påvirker hver dag vores oplevelse af social ulighed, repræsentation af minoriteter, overgreb mod kvinder, undertrykkelse, racisme, klimaansvar og andre af de store spørgsmål, der optager vores samtid.

Augustinus Fonden

Ny Carlsbergfondet

RC Beton