Alle taler om Grønland. Få lader Grønland tale.

Hvad vil det sige at høre til? Til et land, en slægt, et sprog. At bære et ophav med sig og selv blive til i det. Der er ikke ét Kalaallit Nunaat. Ikke ét Grønland. Det er tupilakker og Faxe Kondi-flasker, plutonium og håb, kalaallisut derhjemme og dansk i skolen, sælskind og streaming. Der er en kolonihistorie, der stadig venter på sit opgør, og en fremtid, alle vil eje. Det er ild og is, og menneskene, der bærer det hele i sig – alt det, ingen overskrift får med.

Fire & Ice samler otte samtidskunstnere med tilknytning til Kalaallit Nunaat, Grønland. Udstillingen præsenterer både etablerede kunstnere og nye talenter, hvoraf mange skaber nye, ambitiøse værker specifikt til udstillingen. Hver af dem fortæller fra sit eget sted – om identitet og arv, om sorg og modstandskraft, om et landskab, der på én gang er hjem og noget, der kan tabes. Værkerne giver dig ikke svarene på forhånd. De åbner et rum og lader dig selv gå ind i det.

Emilia Sølvsten bevæger sig i en mellemposition mellem Danmark og Kalaallit Nunaat (Grønland) og undersøger sit eget ophav gennem et drømmende, topografisk landskab over den vestgrønlandske by Maniitsoq, skabt af flere tusinde sukkertoppe. Et landskab, der på én gang er konkret, erindret og forestillet.
Hos Lisbeth Karline Poulsen fremvises 43.000 røde perler i en lille æske, én for hvert menneske, der aldrig blev født. Et konkret billede på et tab, der ligger under spiralsagen og det, der kunne have været.
Som del af CCs Horizon-program skaber Martin Brandt Hansen nye installatoriske værker, der undersøger et moderne Kalaallit Nunaat og udfordrer idéen om Grønland som et sted, der først og fremmest forbindes med tradition og fortid. Med reference til fangerkulturen og traditionen Mitaarneq arbejder han med kulturelle tegn, der både peger tilbage og fremad. I et andet værk løfter han Faxe Kondi’en, en hverdagsgenstand med en særlig plads i den grønlandske kultur, ind i kunsten og gør den til billede på et Kalaallit Nunaat i bevægelse, mellem arv, samtid og ønsket om selv at definere sin fremtid.

Ild og Is

To temperaturer løber gennem hele udstillingen. Ilden er stemmen, der insisterer på at blive hørt: sorgen, vreden, viljen til at handle. Isen er det, der fryser til: tavshed, systemer, tab – alt det, der aldrig blev sagt højt. Udstillingen eksisterer i et mellemrum mellem kulden og varmen. Mellem det, som arves, og det, der stadig kan opstå. Titlen er inspireret af Jessie Kleemanns poesi fra Arkhticós Dolorôs (2021).

Hvorfor nu?

Aldrig har andre talt så meget om Kalaallit Nunaat (Grønland), mens landet selv sjældent har fået ordet. Fire & Ice giver ikke svaret, men ordet tilbage, og kredser om noget, vi alle kender: at finde et sted at høre til. Kom og se verden fra et nyt sted – kunstnernes.

Til udstillingen produceres et katalog med kritiske tekster og interviews med de deltagende kunstnere.