Celeste Boursier-Mougenot, from here to ear, 2016. Photo: Anders Sune Berg

Céleste Boursier-Mougenot

25.11.16

– 05.03.17

I et skandinavisk landskab af sand og marehalm spillede 88 zebrafinker eksperimenterende kompositioner på 17 el- og basguitarer. Den franske kunstner og komponist Céleste Boursier-Mougenot forvandlede med installationen from here to ear v. 21 CCs 600 m2 store hal på Papirøen til en gigantisk voliere, hvor 44 zebrafinkepar boede hen over vinteren. Fuglene fløj rundt og satte sig på instrumenternes strenge, som var de kabler mellem hustage eller grene på et træ. Finkernes kvidren og lydene, de laver med deres næb og klør på de elektriske instrumenter, fyldte udstillingshallen med ambient musik. En livekoncert uden begyndelse og ende.

Céleste Boursier-Mougenot er kendt over hele verden for sine akustiske installationer, hvor kultur, natur og teknologi smelter sammen. I from here to ear v. 21 blev CCS gæster inviteret ind på fuglenes territorium; et lyst og poetisk landskab udformet med labyrintiske stisystemer, hvor man kunne gå rundt og opleve, hvordan finkerne samledes på strengene, drak vand fra omvendte trommebækner i sandet og opholdt sig i klynger af reder. Installationen tilbød en totaloplevelse, hvor alle sanser blev stimuleret. Vores adfærd viste sig at være en lige så vigtig del af værket som finkernes, da vores tilstedeværelse og bevægelser i rummet påvirkede fuglene, så den uforudselige musik blev forandret.

For Céleste Boursier-Mougenot gemmer der sig et musikalsk potentiale i alt. Han arbejder videre på en tradition fra 1960’ernes eksperimenterende kunst- og musikscene med den amerikanske komponist John Cage som en af hovedfigurerne. Ved at udforske lydpotentialet i hverdagsobjekter og materialer skaber Boursier-Mougenot forskellige former for systemer eller strukturer i sine installationer. På en ofte legende måde tilføjer han elementer, som f.eks. fugle, der giver værket en uforudsigelig karakter. Det uforudsigelige opleves også, når han i værket aura (2015) lader kirsebærsten vælte ned fra loftet og ramme et akustisk trommesæt på gulvet, udløst af graden af aktivitet på de besøgendes mobiltelefoner. Eller som i værket clinamen (2013), hvor hundredvis af porcelænsskåle støder mod hinanden i et vandbassin og laver tilfældige lydkompositioner.

from here to ear er et af Céleste Boursier-Mougenots hovedværker, som han har arbejdet med og udviklet siden 1995. Hver gang værket udstilles, får det en ny form tilpasset stedet. Installationen på CC var den største version af værket nogensinde.

Udstillingen blev støttet af

Statens Kunstfond

Om Céleste Boursier-Mougenot

Céleste Boursier-Mougenot (f.1961) bor og arbejder i Sète, Frankrig. Efter ti år som komponist på det franske avantgarde-teater Pascal Rambert begyndte han i midten af 1990’erne at arbejde med installationskunst, hvor både lyd og det scenografiske fra teateret blev en del af hans kunst. Boursier-Mougenot har haft soloudstillinger på bl.a. Musée des Beaux-Arts de Montréal i Montréal, Palais de Tokyo i Paris og Barbican Art Gallery i London, og i 2015 repræsenterede han Frankrig på Venedig Biennalen.

Om fuglene

De 88 zebrafinker i udstillingen kom fra en opdrætter i Mørke i Østjylland. Zebrafinker stammer oprindeligt fra Australien, hvor de lever vildt over hele kontinentet, og opdrættes i dag mange steder i Europa. De 44 hunfugle og 44 hanfugle er særligt udvalgt for deres socialt anlagte natur: De er hverken sky eller aggressive. Efter udstillingens afslutning blev fuglene sendt tilbage til opdrætteren.
Zebrafinker foretrækker at leve som flokdyr og har ingen trang til at flyve ud på egen hånd.
Fuglene blev dagligt tilset og passet af CCs personale efter fugleopdrætterens og veterinærmyndighedernes anvisninger.

Udstillingens lydside blev skabt af fuglene, når de landede på el- og basguitarernes strenge. Det gjaldt ikke for bækkenerne.

En timer tændte langsomt lyset om morgenen og dæmpede det på tilsvarende vis om aftenen, således at fuglene fik en optimal hvileperiode. Timeren var indstillet, så lysmængden svarede til solens gang henover et sommerdøgn.

CC rådførte sig med en dyrlæge fra Miljø- og Fødevareministeriet for at sikre fuglenes velbefindende. Fugleopdrætteren kom også med gode råd om, hvordan fuglenes sundhed og velvære blev opretholdt.

Celeste Boursier-Mougenot, from here to ear, 2016. Photo: Anders Sune Berg

Celeste Boursier-Mougenot, from here to ear, 2016. Photo: Anders Sune Berg

Celeste Boursier-Mougenot, from here to ear, 2016. Photo: Anders Sune Berg