
13.4.25 - 1.3.26
CC Create x Monster Chetwynd
A Feather in your Hat!
Om udstillingen
I 2025 åbner Copenhagen Contemporary dørene til et monstrøst univers skabt af den verdensberømte britiske kunstner Monster Chetwynd.
I Hal 4 – tidligere atelier for Det Kongelige Teaters kulissemalere – præsenteres en spektakulær totalinstallation, hvor Chetwynd forener sin legendariske DIY-æstetik med humor, fantasi og groteske elementer i en sanselig udstilling, der aktiverer hele rummet.
I centrum står Big Red Hat Shop, et nyt værk skabt specifikt til CC, hvor publikum inviteres til at træde ind i kunstnerens kreative verden og tage del i forvandlingen – bogstaveligt talt – gennem hatte, masker og performative handlinger. Hylderne bugner af finurlige ansigter og forvredne skabninger, og på den grønne monsterscene kan man selv træde op som en ny version af sig selv.
Udstillingen er første kapitel i det treårige formidlings- og udstillingsinitiativ CC Create, der omdanner Hal 4 til et åbent atelier for leg, læring og medskabelse. Særligt uddannede værter står klar til at hjælpe gæster i gang med at skabe egne værker og udforske deres kreative potentiale i dialog med Chetwynds kunst.
Om Monster Chetwynd
Monster Chetwynds kunstneriske praksis omfatter en række forskellige medier, herunder installation, skulptur, performance, film og maleri. Deres værker er kendt for at være både sprudlende og humoristiske og blande udtryk, der læner sig op ad det glamourøse, groteske eller mareridtsagtige. Kunstneren og deres performere skaber håndlavede kostumer, masker, rekvisitter og scenografier, der ofte er lavet af genbrugsmaterialer, og som bevidst omfavner en DIY-æstetik. Chetwynd inviterer gæsterne til at deltage i projekter, der gennem kollektive handlinger skubber til de klassiske grænser mellem kunstner, kunst og publikum.
Om CC Create
CC Create er Copenhagen Contemporarys nye formidlingsformat, hvor kunst og kreativitet smelter sammen. Med inspiration fra bygningens historie som tidligere atelier for Det Kongelige Teaters kulissemalere, forvandles den 800 kvadratmeter store hal til et kunstnerisk laboratorium. Her kan både børn og voksne lege, eksperimentere og være medskabere af kunst.
Monster Chetwynd er den første kunstner i rækken og åbner CC Create med en installation, der opfordrer publikum til at turde tage monstret på – og måske finde en ny side af sig selv i processen.
…CC Create er meget mere end en udstilling. Det er også:
- Kreativ workshop for CC gæster i alle aldre, guidet af vores dygtige værter. Frit tilgængeligt i hele åbningstiden. Workshoppen er udviklet af Monster Chetwynd specielt til CC
- Crea Crea – Skolen for Kunst & Styrke, et nyt fritidstilbud hver torsdag for børn i alderen 7-11 år. Læs mere her.
- Undervisningsforløb i kreativitet som kan bookes folkeskole- og gymnasieklasser. Find mere information her.
- Workshops i kreativitet og innovation for virksomheder og andre grupper
Adgang til Monster Chetwynd
Vi kan desværre ikke garantere adgang og plads til store grupper på over 12 personer til den kreative workshop i hal 4. Af hensyn til de øvrige gæster beder vi større grupper om at dele sig op i mindre enheder.
Hvis du ønsker en kreativ workshop i udstillingen, kan du booke undervisning og workshops her.
Udstillingen er støttet af
Nordea Fonden
Spar Nord Fonden
Wigiwama


