Aktivisme og kunst for 15-25 år
Kunstdemokraterne var et fællesskab for unge mellem 15-25 år, der mødtes for at udforske- og arbejde med kunstens evne til at udtrykke holdninger og skabe forandring. Der blev arbejdet med kunst, aktivisme og demokrati gennem forskellige aktiviteter, workshops, events og samarbejder, der satte fokus på vigtige selvvalgte emner og omsætter deres idéer til kreativ handling.
Kunstdemokraterne skabte et rum, hvor samtaler, overvejelser og inspiration omsættes til handlinger og fysiske former, og gruppens arbejde førte ofte til konkrete initiativer, der involverede andre unge. Med kunsten som omdrejningspunkt var Kunstdemokraterne en stemme i samfundet.
Gruppen har skabt værker til Folkemødet på Bornholm og Ungdommens Folkemøde, besøgt Sjælsmark Udrejsecenter, arbejdet sammen med Ungdomsøen, arrangeret bannerworkshop som en del af konceptet ”Statement Studio”, stået bag plakatkampagnen ”Lyt Højere” i København og meget mere.
KUNSTDEMOKRATERNE VAR STØTTET AF ROSKILDE FONDEN
I 2022 inviterede Kunstdemokraterne og Sammenslutningen af Unge Med Handicap (SUMH) til et interaktivt kunsteksperiment, der satte fokus på og udforskede begrebet TOLERANCE. Projektet sluttede af med en udstilling på CC om TOLERANCE som kulminationen på et års samarbejde mellem Kunstdemokraterne og SUMH.
Flere af værkerne i udstillingen er blevet til i samarbejde med deltagere på Folkemødet på Bornholm og Ungdommens Folkemøde i Valby. Deltagerne har bidraget med deres tanker om, hvad tolerance er, og hvad tolerance betyder lige nu.
Projektet om TOLERANCE er en del af et toårigt samarbejde mellem Kunstdemokraterne og SUMH. Hvert år har vi været på Folkemødet på Bornholm, til Ungdommens Folkemødet og afholdt et event på CC i forbindelse med Internationalt Handicapdag d. 3. december.
Se video
Samarbejdet ledte også i 2023 til kunstprojektet NATUR FOR ALLE
Tak til Bevica Fonden for at muliggøre samarbejdet.
CC har samarbejdet med brugere og ansatte fra Herbergscentret Sundholm. Vi afholdt åbne kunstworkshops for beboere og brugere. Billedkunsten skabte et særligt rum, hvor deltagerne blev inviteret til at sætte ord og begreber på indtryk og følelser, og hvor nye fællesskaber, samtaler og forståelser opstod.
Vores samarbejde med en gruppe unge med ordblindhed fra FGU (den Forberedende Grunduddannelse), ledte til at de skabte deres eget værk inspireret af Gudrun Hasles udstilling Im hideng indart the ligt. Hasle brugte sin ordblindhed aktivt i sin kunst, og præcis som hende trådte de unge frem i sårbarhedens lys og brugte kunsten til at visualisere deres daglige kamp med ordene. Samarbejdet mundede ud i en film, du kan se nedenfor.
Madeleine og Isa har været i Kulturen på P1 for at fortælle om deres egne produktioner inspireret af Hasle, og du kan lytte med her.
Se video
Samarbejdet mellem CC og FGU er fortsat, med årlige kreative forløb, hvor kunsten på CC danner rammen for elevers kunstneriske projekter.
Elever fra Det Frie Gymnasium fik til opgave at lave en film inspireret af Christian Falsnaes’ udstilling LOOK AT ME, der blev vist på Copenhagen Contemporary i 2020. Formålet med forløbet var at arbejde med en konkret kunstnerisk case med udgangspunkt i en række benspænd:
- Producer en film på 2 minutter. Fagligheder fra de tre fag: medie, design og musik skal være i spil.
- Tag udgangspunkt i udstillingen LOOK AT ME. Det står jer frit for, om I ønsker at tage fat i enkeltelementer, tematikker m.m., som udstillingen inspirerer jer til at arbejde med.
- Filmen skal kunne opleves som en form for svar eller reaktion på LOOK AT ME
- I skal kunne pege tilbage på eller trække tråde til udstillingen.
Resultaterne kan du se i filmen herunder:
Gruppe 1, Gruppe 2, Gruppe 3, Gruppe 4, Gruppe 5, Gruppe 6