Lørdag 28.3.26
11:00–18:00
Der findes et unikt japansk begreb, der beskriver sollys, der filtreres gennem trækronernes blade: Komorebi (木漏れ日). Få sprog har et tilsvarende ord – men vores kroppe kender fornemmelsen. Forskning viser, at blot det at opholde sig i en skov sænker stresshormoner, dæmper pulsen og reducerer angst, depression og træthed.
Det er den fornemmelse, arkitekt Kengo Kuma/KKAA har gjort til et fysisk rum på CC. Installationen Earth | Tree tager afsæt i en af menneskets mest grundlæggende impulser: behovet for at søge ly. Ikke som en abstrakt idé, men som en kropslig erindring – fornemmelsen af at stå under et stort træ i ly for omverden og hverdagens rumination.
Kengo Kuma er kendt for sin sanselige tilgang til materialer og arbejder ud fra en filosofi om “blid arkitektur” – en arkitektur, der opstår i dialog med stedet, naturen og mennesket.
I Earth | Tree er træ og tegl valgt for deres taktile og historiske dimensioner. Træet bringer duften af skov ind i rummet. Teglen forankrer installationen i en årtusindlang byggetradition. Begge materialer er kulturelt forankrede i både japansk og nordisk natursyn – og det er mødet mellem de to traditioner, som Yuki Ikeguchi, der har ledet KKAA’s arbejde med installationen, har formet til et samlet udtryk.
”Play of light, air and shadow is some of the most important materials to play with,” Yuki Ikeguchi
Under installationen inviteres alle sanser: duften af træ og jord, overfladernes tekstur, lysets bevægelse hen over gulvet. Arkitektur opleves her ikke primært med øjnene – men med hele kroppen. Eller som Yuki Ikeguchi siger det “We just hope that people would be drawn to it, be curious and simply enjoy it.”
En central pointe i Earth | Tree er, at kreativitet ikke er forbeholdt arkitekter. I udstillingens workshopzone kan du selv sætte i gang: form landskaber i sand, byg med Tsumiki – de japanske træklodser, som Kengo Kuma designede til leg, inspireret af sin egen barndom – og eksperimentér med danskproducerede træklodser og miniudgaver af tegl.
Det er ikke en børneaktivitet ved siden af udstillingen. Det er udstillingens hjerte. Fordi Earth | Tree handler om, at alle mennesker – uanset baggrund og erfaring – har evnen til at forme deres omgivelser. Det kræver blot materialer, tid og modet til at begynde.
Photo: Kengo Kuma
KKAA er et internationalt anerkendt japansk arkitektfirma, grundlagt i 1990 af arkitekten Kengo Kuma (f. 1954). Tegnestuen har skabt imponerende byggerier som Japan National Stadium i Tokyo, Japan, og Odupanzarı Modern Art Museum i Eskişehir, Tyrkiet. I Danmark står KKAA bag det prisbelønnede museum H.C. Andersens Hus i Odense og det kommende Vandkulturhus på Papirøen, København, som forventes åbnet efteråret 2026.
CCreate er et treårigt udstillingsprogram, som sætter fokus på kreativitet. Hvert år inviteres en af vor tids største kreative skabere til at udvikle en installation, som inviterer publikum ind i deres kreative proces. På tværs af æstetiske discipliner undersøger CCreate kreativiteten som en iboende menneskelige egenskab, som kan udvikles og styrkes.
Støttet af:
Nordea
Realdania
Dreyers Fond
Statens Kunstfond
Toyota-Fonden
Sponsoreret af:
Buro Happold
Dinesen
Petersen Tegl
Anker & Co
Kvadrat
De næste 7 dage på Copenhagen Contemporary