
Cathrine Raben Davidsen, Debris (2023)
Cathrine Raben Davidsen
Let Everything Happen to You
26.01.24
– 12.05.24
Let Everything Happen to You er den første store institutionelle soloudstilling af den danske kunstner Cathrine Raben Davidsen (f. 1972). I et retrospektivt blik formidler den kunstnerens følelsesmæssige kompleksitet og spændvidde, udviklet over tre årtier og rundet af erfaringer som tab, identitetssøgen og transformation. Udstillingen samler over 120 værker, hvoraf en betydelig del vises for allerførste gang.
Let Everything Happen to You blander rå og stemningsfulde kul- og blæktegninger med overdådigt lagdelte oliemalerier, der trækker på både fortidige og aktuelle fortællinger, personlige erindringer og antikke mytologier, geopolitiske begivenheder og kunsthistoriske referencer. Centralt står mennesket, den personlige erfaring og den kunstneriske bearbejdelse heraf. Der vil være en sjælden mulighed for at opleve nogle af Raben Davidsens tidligste værker, bland andet serien Familie, der i en rå, psykologisk stil portrætterer hendes familie, barndom og teenageår, hvor især tabet af hendes far til AIDS som 13-årig var af stor indflydelse.
Senere i hendes karriere begynder motiver af landskaber, dyr og planter at dukke op på Raben Davidsens lærreder, hvilket flytter hendes fokus fra udforskninger af det personlige til at interessere sig mere bredt for universelle spørgsmål om menneskelig eksistens, samhørighed med naturen og forestillingen om metamorfose. I dette arbejde indtager Raben Davidsen også en mere kritisk og politisk position – noget, der blandt andet kan ses i hendes nyeste malerier, der abstrakt skildrer transformerede landskaber og kroppe mærket af krig.