1.7.16 - 26.11.17

Pettersen & Hein

A View From the Present 1–13

Udstillingen

Særligt til Copenhagen Contemporary skabte den dansk-norske kunst- og designduo Pettersen & Hein værket A View From the Present 1–13 til havnefronten foran CCs haller på Papirøen. Værket består af tretten betonbænke, der gennem halvandet år satte kulør på det rå havneområde på øen.

Den norske kunstner Magnus Pettersen og den danske møbeldesigner Lea Hein danner tilsammen duoen Pettersen & Hein. Siden 2015 har de i samarbejde skabt værker, der befinder sig i krydsfeltet mellem kunst og design. Ofte eksperimenterer Pettersen & Hein med rå industrielle materialer som beton og metal udformet i simple geometriske former. Den grå beton forvandles i støbningsprocessen gennem Pettersen & Heins særlige indfarvningsteknikker, hvor farvepigment i orange, turkis, mørkeblå og lilla danner tilfældige farvemønstre i det ellers ensfarvede og hårde materiale. Farverne er med til at gøre betonen mere levende, og værket afspejlede hermed, hvordan CC pustede nyt liv ind i de tidligere lagerhaller på Papirøen. I kontrast til letheden og det naturlige i Yoko Onos Wish Tree Garden skabte A View from the Present 1–13 tyngde. Men ligesom træerne, forandrede også bænkene sig over tid, når vind og vejr, saltet fra havet og folks brug satte sit præg på materialet. Bænkenes afrundede kanter indbød til, at man satte sig og opholdt sig på kajkanten. Værket opfordrede dermed til både samvær og afslapning med udsigten til den københavnske inderhavn.

Udstillingen blev støttet af

15. Juni Fonden

Om Pettersen & Hein

Magnus Pettersen (f.1983) tog afgang på Det Danske Kunstakademi i 2011 og Lea Hein (f.1981) er uddannet på Högskolan för design och kunsthantverk i Göteborg i 2014. Pettersen & Hein har siden starten af deres samarbejde i 2015 opnået stor opmærksomhed i både ind- og udland med flere solo- og gruppeudstillinger.

Show all

Det sker

De næste 7 dage på Copenhagen Contemporary