20.6 - 10.11.19

Performa Archive

Commissions from Performa's Archives

Udstillingen

Udstillingen Performa Archive gav et sjældent indblik i de legendariske værker skabt til og fremført på performancebiennalen Performa i New York. I et ugentligt filmprogram kunne man som besøgende på Copenhagen Contemporary opleve dokumentationer af nogle af samtidskunstens mest fremtrædende performances skabt af kunstnere som bl.a. Elmgreen og Dragset, Yvonne Rainer og William Kentridge.

Med udstillingen Performa Archive på CC blev Performas uomtvistelige betydning for udviklingen og udbredelsen af performancekunsten de seneste to årtier markeret. Udstillingen gav et dansk publikum en ekstraordinær mulighed for at få et unikt indblik i nogle af de mest fremtrædende performanceværker skabt i perioden 2005-2017.

I Performa Archive blev 30 dokumentationer i deres fulde længde vist, fordelt over en uge, og alle var udvalgt fra de over 70 særligt bestilte værker i Performas arkiv.

Man kunne bl.a. se eller gense Elmgreen og Dragsets humoristiske og mørke institutionskritiske værk Happy Days in the Art World (2011) og Yvonne Rainers danseperformance RoS Indexical (2007), der er en genfortolkning af Igor Stravinskys ballet Forårsofret. Besøgende kunne også se og lytte til Ragnar Kjartanssons 12 timer lange opera Bliss (2011) eller komponisten Arnold Schönbergs tyske operette Erwartung, der var genopsat af Sydafrikanske Robin Rhode og fremført på Times Square i 2015.

For første gang i udstillingssammenhæng blev også dokumentationer af værker fra Performa 17 vist, bl.a. William Kentridges udtryksfulde fortolkning af Kurt Schwitters Ursonate og den Sydafrikanske Kemang Wa Lehuleres omfattende performance I cut my skin to liberate the splinter, som er et møde mellem lyd og bevægelse inspireret af afrikanske børnelege.

 

Om Performa

Performa blev grundlagt som organisation i 2004 af den anerkendte kunsthistoriker RoseLee Goldberg, hvis mangeårige forskning i performancekunst har været epokegørende for genren. Som den førende organisation dedikeret til forskning i performancekunst beskæftiger Performa sig med kunstformens rolle i det 20. og 21. århundrede. Hjertet i Performa er biennalen med samme navn, der danner ramme om tværdisciplinære værker og ekstraordinære arrangementer, der involverer dans, film, musik og arkitektur. Hvert andet år i november omdannes New York således til ”hovedstaden for performancekunst”, hvor gæster kan gå på opdagelse i byen og biennalens grænsesøgende performances – en hel unik kunstscene.
Til hver Performa bestilles nye værker, der udvikles særligt til biennalen af kunstnere fra forskellige fagområder. Med bestillingsværkerne udfordrer Performa ofte kunstnere, der ikke tidligere har arbejdet med kunstformen, til at skabe performances for første gang. Her er det over årene lykkedes at engagere nogle af nutidens mest indflydelsesrige navne inden for kunst og performance, og udfordre dem til at skabe værker i nye formater og retninger.
Siden lanceringen af ​​New Yorks første performance biennale i 2005, har organisationen fastslået sin identitet som kommissionerende og producerende enhed. Som et museum uden vægge er Performa en vigtig platform for præsentationen og udviklingen af de levende kunstformer. Biennalen tiltrækker et stort nationalt og internationalt publikum med mere end 200.000 gæster. Siden 2005 har Performa præsenteret næsten 600 værker, arbejdet sammen med 700 kunstnere og turneret med værker i 20 lande.

Udstillingen på CC blev til i samarbejde med Performa, New York og Whitechapel Gallery, London. I 2017 blev udstillingen Commissions from Performa’s Archives: 2005 – 2015 vist på Whitechapel Gallery.

De deltagende kunstnere

Edgar Arceneaux, Jérôme Bel, Sanford Biggers, Candice Breitz, iona rozeal brown, Elmgreen and Dragset, Omer Fast, Christian Jankowski, Isaac Julien, Jesper Just, Wyatt Kahn, Mike Kelley, Jon Kessler, Ragnar Kjartansson, Arto Lindsay, Liz Magic Laser, Russell Maliphant, Tori Wrånes, Oscar Murillo, Kelly Nipper, Adam Pendleton, Yvonne Rainer, Raqs Media Collective, Robin Rhode, Mika Rottenberg, Francesco Vezzoli, William Kentridge, Kemang Wa Lehulere, Yto Barrada, Brian Bellot, Kris Lemslau, Jimmy Robert og Mohau Modisakeng.

Om RoseLee Goldberg

Stifter og kurator på Performa, kunsthistoriker, kritiker og kurator. Hendes bog Performance Art: From Futurism to the Present, der blev udgivet første gang i 1979, var banebrydende for undersøgelsen af performancekunst. Hun er tidligere direktør for Gulbenkian Gallery, Royal College of Art Gallery i London og kurator på The Kitchen i New York, er forfatter til Performance: Live Art since 1960 (1998) og Laurie Anderson (2000) og er tilmed hyppig bidragsyder til Artforum samt andre faglige publikationer. Hun er blevet udnævnt Chevalier of the Order of Arts and Letters af den franske regering og har blandt andet vundet Yoko Onos pris Courage Award for the Arts.

I 2005 stod hun bag lanceringen af New Yorks første performancebiennale, Performa 05, der afholdes endnu. Goldberg har siden 1987 været professor ved New York University, og hun er en hyppig gæsteforelæser ved Yale, Brown, Princeton og Columbia University samt andre større uddannelses- og kulturinstitutioner i USA og resten af verden.

 

Perspectives on Performance

På CC ønsker vi at arbejde målrettet med den internationale performancekunst. Med et særligt indholdsspor dedikeret performancekunsten retter CC gennem udstillinger og formidling opmærksomheden mod netop denne genre med håbet om at gøre den mere tilgængelig for et bredt publikum og vise, at den som kunstform kan skabe et anderledes møde mellem kunst og publikum. Perspectives on Performance er CCs talk- og debatprogram, der via debatter, performances og foredrag undersøger samtidens performancekunst og dens stigende popularitet hos publikum og kunstinstitutionerne. Her bliver de nye udtryksformer, som live performance rummer, undersøgt sammen med de udfordringer, den uhåndgribelige kunstform bringer i forbindelse med udstillinger, indkøb, samlinger, formidling og publikum.

Støttet af

Statens Kunstfond

Show all

Det sker

De næste 7 dage på Copenhagen Contemporary