Mandag 21.6.21
Open call: Idékonkurrence om Palads Teatret
Om
Copenhagen Contemporary (CC) og Klara Karolines Fond Stiftet af Aase & Poul Gernes (Gernes-Fonden) inviterer kunstnere og arkitekter til at deltage i en åben idékonkurrence om udviklingen af området og pladsen omkring Palads Teatret i København. Eneste to krav til projektforslagene er, at 1) Palads Teatrets facadeudsmykning af Poul Gernes respekteres, og 2) at morgendagens biograf er indtænkt. Projekterne kan således enten bygge til, oven på eller neden under Palads, så længe Gernes’ udsmykning er taget i ed, ligesom man naturligvis kan vælge at lade Palads stå helt urørt. Afgørende er det dog, at forslaget vækker pladsen omkring Axel Torv 9 til live, så den bliver et vibrerende og attraktivt mødested for mennesker og drømme i hjertet af København.
Formålet med konkurrencen er at generere idéer i et felt præget af blandede interesser samt at undersøge nye måder at tænke udviklingen af vores fælles byrum på. Konkurrencen er idébaseret, og projekterne forbliver i udgangspunktet urealiserede. Idébanken vil efterfølgende blive overrakt til Københavns Kommune og Nordisk Film Biografer.
Interessen for Palads Teatrets fremtid og for Poul Gernes’ kunstværk, som udgør hele bygningens facade, er aktualiseret af, at bygningens ejer, Nordisk Film Biografer, i 2017 og senest i 2020 præsenterede Københavns Borgerrepræsentation for et forslag om at nedrive den ikoniske bygning til fordel for et nybyggeri. Planerne afstedkom en del debat i medierne, og forskellige diskussioner blev rejst omkring Københavns byudvikling og bevarelsen af et markant kunstværk i det offentlige rum.
Hvem kan deltage?
Idékonkurrencen er åben, og det kræver ingen særlig indbydelse at deltage. Det forventes, at deltagerne er billedkunstnere, arkitekter, landskabsarkitekter, arkitektstuderende eller andre, der på anden vis beskæftiger sig professionelt med kunst og arkitektur i det offentlige rum. Vi opfordrer til tværfaglige samarbejder, men det er ikke et krav.
Udstilling og præmiering på CC
De indkomne forslag præsenteres for offentligheden 11. september 2021 på udstillingen København, kærlighed & candyfloss på CC. Alle indkomne forslag bedømmes af en komité af uvildige fagfolk samt partshavere, og det bedste projekt hædres med en præmiesum på 50.000 DKK doneret af Mads Nørgaard. Derudover uddeler CC en publikumspris til det projekt, der under udstillingen modtager flest stemmer af de besøgende.
Konkurrenceinformation
Dommerkomité: Nicolai Bo Andersen (professor MSO, Det Kongelige Akademi), Kirsten Astrup & Maria Bordorff (billedkunstnere), Ulrikke Neergaard (direktør, KØS Museum for kunst i det offentlige rum), Christian Pagh (direktør, Olso Architecture Triennale), Marie Nipper (direktør, Copenhagen Contemporary), Bibi Henriksen Saugman (projektchef, Gernes-Fonden) samt en repræsentant for CC’s Kunstdemokrater.
Rådgiver for dommerkomtéen: Camilla van Deurs (stadsarkitekt, Københavns Kommune)
Periode for konkurrence: 27. april – 21. juni 2021
Periode for udstilling: 11. september – 10. oktober 2021
Samarbejdspartner: Arkitektforeningen
Sponsor: Flügger
Krav til formalia
For at deltage skal man aflevere sit forslag anonymiseret enten som tegning, skitse, model eller i andet foretrukket visualiseringsformat. Materialet afleveres fysisk i ét eksemplar på CC, Refshalevej 173A, 1432 Kbh. K. En medarbejder fra CC vil kvittere og bistå ved indleveringen. Det er deltagerens eget ansvar, at alt materiale afleveres mærket med et tilfældigt femcifret kendingstal. Ligeledes afleveres en navnekuvert mærket med samme femcifrede kendingstal.
Deadline: Materiale kan udelukkende afleveres mandag den 21. juni 2021 mellem kl. 9.00-16.00 på CC.
Læs mere om den kommende udstilling København, kærlighed og candyfloss her.
Hent information om konkurrencen her.
København, kærlighed & candyfloss er initieret af Bibi Henriksen Saugman, Gernes-Fonden og kurateret i samarbejde med Copenhagen Contemporary.
Præmiesummen til OPEN CALL udgør overskuddet fra salget af 101-trøjen #paspaapalads og er doneret af Mads Nørgaard. Trøjen #paspaapalads blev lanceret 28. marts 2021 som et samarbejde mellem Mads Nørgaard og Gernes-Fonden og sælges bl.a. hos Nørgaard på Strøget og CC i udstillingsperioden.
Mere info
Konkurrencetekniske betingelser
Navnekuvert
En ugennemsigtig, forseglet kuvert indeholdende navneseddel i A4-format med forslagsstillerens navn, adresse, telefonnummer, e-mailadresse samt forslagets kendingstal (se nedenfor). Ved forslag med flere medvirkende skal det anføres, hvem der har ophavsret til forslaget.
Kuverten forsynes med teksten ’Navneseddel – Palads’ og et femcifret kendingstal. Tallet vælges vilkårligt af deltageren, og tal som 12345 eller 55555 bør undgås, da de øger sandsynligheden for, at to deltagere vælger samme tal.
Konkurrenceforslagets udførelse
Forslaget skal være anonymt, og et konkurrenceforslag eller dele heraf må ikke tidligere have været offentliggjort.
Samtlige dele af forslaget skal mærkes tydeligt med et femcifret, tilfældigt valgt kendingstal (jf. navnekuverten).
Ved at indsende et forslag giver man automatisk ret til, at billeder og tekst af og fra dette forslag må deles frit på sociale medier samt gengives på tryk og online.
Indlevering
Forslag indleveres den 21. juni 2021 til: Copenhagen Contemporary, Refshalevej 173A, DK-1432 København K.
Forslag kan afleveres på ovennævnte adresse i tidsrummet kl. 9-16 mandag d. 21, juni. Ved afleveringen udstedes en kvittering for modtagelsen.
Bedømmelseskriterier
Forslagene vil blive bedømt på kunstnerisk kvalitet, herunder originalitet og tilknytning til stedets urbane og forlystelsesorienterede identitet. Parametre som patinering, vedligehold, bæredygtig transformation og respekten for Gernes’ udsmykning indgår desuden som kriterier i komitéens vurdering. Ligeledes vil den samlede helhedsoplevelse og synergi mellem de tre bærende komponenter – biograf, Gernes’ udsmykning og byrum – blive vægtet.
Præmiering
1. pladsen præmieres med 50.000 DKK. Der medfølger ikke en præmiesum til 2. og 3. pladsen.
De tre udvalgte projekter udstilles og præsenteres endvidere hos Arkitektforeningen i november 2021.
CC’s Publikumspris er en ærespris, hvortil der ikke medfølger præmiesum.
Offentliggørelse af resultatet
Dommerkomitéens bedømmelse forventes afsluttet i august 2021, og offentliggørelsen af konkurrencens resultat er planlagt til at finde sted ved udstillingsåbningen 11. september 2021. Samtlige deltagere vil modtage nærmere besked. Resultatet vil desuden blive offentliggjort gennem en pressemeddelelse og på CC’s samt Arkitektforeningens hjemmesider. Forslagsstillere, der har fået tildelt præmie eller publikumspris, vil blive underrettet personligt.
Samtlige forslag vil blive udstillet på CC og frem til 10. oktober 2021. Herefter udstilles de af dommerkomitéen tre udvalgte projekter hos Arkitektforeningen.
Konkurrencemateriale
Link til det offentlige Københavnerkort som er målfast og viser torve, -bygninger & veje mm. Søg her på Axeltorv 9.
Københavns Kommunes byggesagsarkiv
For yderligere spørgsmål til konkurrencen
Kontakt CC skriftligt på contact@cphco.org.