Find vej →

Copenhagen Contemporary

Lørdag 24.1.26 12:00 – 12:15

CC10: Silas Inoue – Anthropack

Mere info

Performancen er gratis efter betalt entré til CC

Hal 1 & 2

Performancen er en del af CC10 – en tredages performance-, talk- og koncertfestival på Copenhagen Contemporary, der finder sted fra 23.–25. januar. Festivalen samler kunstnere, performere og musikere i et intensivt program, hvor performance udfolder sig i mange former og formater.

I løbet af alle tre dage kan publikum opleve et stort og varieret udvalg af performances, talks og koncerter, der aktiverer hele CC’s rum og skaber møder mellem krop, lyd, bevægelse og fortælling.

I anledning af CC10 performerer kunstneren Silas Inoue med værket Anthropack. Andre af Silas Inoues værker kan opleves i CC’s udstilling Soft Robots.

I Silas Inoues akvarieskulpturer svømmer gopler af sukker rundt i fritureolie, eller skimmelsvampe breder sig over strukturer af træ og affald, så det minder om imaginære bybilleder. I performancen Anthropack undersøger han en anden side af akvariet ved selv at træde ned i det og på den måde midlertidigt gøre sin krop til skulpturelt materiale. På samme måde som i hans arbejde med skimmelsvampe og andre mikroorganismer er han lukket inde i akvariet og bliver kun forsynet med ilt gennem et plastikrør, som leder op og ud gennem en bronzefigur på akvariets top. Kroppen komprimeres, som om den er trådt ind i et andet stadie – måske en foster- eller dvaletilstand – ledsaget af et dybt åndedræt. I ti minutter inviterer han sig selv såvel som beskueren til at tænke over en verden, hvor betydningen af mennesket decentraliseres, og andre livsformer dikterer, hvordan vi indretter os.