Lørdag 26.6.21

CC Debat: Nomadens fremtid?

Om

Kom med lørdag d. 26. juni kl. 14, hvor Copenhagen Contemporary inviterer til paneldebat med performance- og billedkunstner Lilibeth Cuenca Rasmussen, den verdensberømte DNA-forsker Eske Willerslev og anerkendte antropolog Ida Nicolaisen i en samtale om det nomadiske, etnicitet og identitet. Det er tematikker, der udfoldes og udforskes i Cuenca Rasmussens aktuelle udstilling I am not what you see, der vises i CCs hal 5, hvor også debatten vil finde sted.

Debatten tager afsæt i Cuenca Rasmussens interesse for det tværæstetiske, hvor hun i I am not what you see og performance Cocktails skabt særligt til udstillingen undersøger fortællingen om nomaden og menneskets tidslinje.

Samtalen modereres af Sanne Kofod Olsen, rådgivende kurator på udstillingen, der er dekan på Det Kunstneriske Fakultet, Göteborg Universitet og tidligere rektor på Det Kgl. Danske Kunstakademi.

Vi anbefaler, at du kommer i god tid og besøger udstillingen inden. Læs mere om udstillingen her.

 

Om Lilibeth Cuenca Rasmussen

Lilibeth Cuenca Rasmussen (f. 1970) er performance- og billedkunstner; gennem sin karriere har hun udviklet et markant tværæstetisk udtryk. I hendes fortællinger spiller tekst og andre virkemidler som musik, kostumer og en stringent scenografi en væsentlig rolle. Med en kritisk og humoristisk tilgang stiller hun skarpt på spørgsmål om etnicitet, identitet, køn, sociale relationer og tilhørsforhold. Mange af disse tematikker afspejler Cuenca Rasmussens dobbelte nationale tilhørsforhold med en filippinsk mor og en dansk far, hvilket giver hendes kunstnerskab et særkende, eftersom hun gennem kunsten peger på flere kulturer og samtidig definerer en tredje position i sin kunst: Hun skaber sit eget hjem i og med kunstværket, som hun kan tage med sig overalt.

 

Om Ida Nicolaisen

Ida Nicolaisen (f.1940) er seniorforsker ved Nordisk Institut for Asienstudier ved Københavns Universitet og har en magister i antropologi og lektor ved Københavns Universitet i 1971. Nicolaisen har skrevet eller bidraget til flere end 20 videnskabelige bøger og har derudover haft en lang række tillidshverv, herunder næstformand i Danidas styrelse og FN’s Permanente Forum for Oprindelige Folk, formand for Søren Kierkegaard Forskningscenteret og chefredaktør på Carlsbergfondets projekt ”Dansk nomadeforskning” i 16 bind. Hun har lavet feltstudier hos Haddadfolket i Tchad i 1963, hos tuaregerne i Niger i 1966 og ved flere langvarige ophold hos Punan Bah-folk i det centrale Borneo.

 

Om Eske Willerslev

Eske Willerslev (f.1971) er en verdensberømt DNA-forsker, professor og Director for Københavns Universitets Centre of Excellence GeoGenetics. Han er medlem af Eventyrernes Klub og har ledt en række ekspeditioner til bl.a. Sibirien og Grønland, ligesom han har levet som både pelsjæger og indianer. Han har bestridt en række prestigefyldte professorater og fået et væld af priser, herunder Rosenkjærprisen og Geniusprisen fra Danske Videnskabsjournalister for hans evne til at sætte videnskab og forskning på dagsordenen i offentligheden med hans indgående viden.

 

Om Sanne Kofoed

Sanne Kofod Olsen (f.1970) er mag.art. i kunsthistorie og dekan på Det Kunstneriske Fakultet, Göteborg Universitet. Tidligere Rektor på Det Kgl. Danske Kunstakademis Billedkunstskole, København. Har tidligere været direktør for Museet for Samtidskunst i Roskilde og rektor på Det Fynske Kunstakademi, Odense.

Mere info

Billetter

Køb din billet her.

Almindelig billet: 100 kr.
Studerende/Pensionist: 65 kr.
Årskort: 65 kr.

Billetten giver, ud over talken, adgang til alle CCs udstillinger. Vi anbefaler, at du kommer i god tid og besøger udstillingen inden.

 

BESØG PÅ CC

Yderligere information om dit besøg på CC kan findes her.

Yderligere information om coronapas kan findes her.

Du kan trygt besøge CC, da vi til enhver tid følger sundhedsmyndighedernes anvisninger, og løbende opdaterer vores retningslinjer i takt med eventuelle justeringer i myndighedernes anvisninger.

Det sker

De næste 7 dage på Copenhagen Contemporary