CC x bastard: Filip Vest
About
Kom med når CC i samarbejde med performancetidsskriftet bastard den 9. september præsenterer præmieren på kunstneren Filip Vests performanceværk Foot Fault, der er en del af det fælles performanceprogram Belated Future kurateret af Lotte Løvholm.
Billetten til performancen, som opføres i CCs garderobe, koster normal entré til CC, og giver også adgang til alle CCs udstillinger. Find din billet her.
Efter performancen fortsætter aftenen med CC Sets, hvor DJs Transparent Tim og Bjørn Magnussen sætter lyd til din torsdag.
Om Foot Fault
Performancen Foot Fault tager udgangspunkt i historien om den danske tennisspiller Leif Rovsing (1887-1977), der i 1917 blev udelukket fra alle turneringer på grund af rygter om, at han var homoseksuel. I de følgende år forsøgte han gentagne gange at få omstødt beslutningen, men uden held, og han endte derfor med at bygge sin egen tennishal, der åbnede i 1921.
Foot Fault er en genfortolkning af Rovsings tennishal og historie. Det er en performance om regler, sex, queer kroppe, om at lave sin egen bane og sine egne regler – og om tabe med vilje som en måde at tage magten tilbage på.
Om Filip Vest
Filip Vest (f. 1995) er billedkunstner, uddannet fra Konsthögskolan i Malmö (2016-2021). Igennem performances, installationer, film og tekster undersøger han queer-kærlighed, ensomhed og begær i det 21. århundrede. Hans værker omhandler, hvordan objekter bliver til mennesker, og mennesker bliver til objekter – og hvordan de rum, vi bebor påvirker os. Karaktererne i hans værker er altid en slags hybrider, der befinder sig et sted mellem det abstrakte og konkrete, snakkende og stumme, levende og døde. Gennem brug af mobiltelefoner, vægge og vinduer kommunikerer og miskommunikerer de på tværs af arter og tider i ét stort netværk af små og store ting, der påvirker hinanden.
Om Belated Future
Med afsæt i CCs udstilling Art of Sport samarbejder CC med peformancetidskriftet bastard omkring performanceprogrammet Belated Future. Over tre torsdage i september 2021 er tre billedkunstnere med rod i performancekunsten – Filip Vest, Jules Fischer og Cassie Augusta Jørgensen – inviteret til at præsentere nye og eksisterende værker i relation til krop, køn og sport. Med afsæt i performance som medie arbejder de inviterede kunstnere med at skabe nye forbindelser og verdener.
CC x bastard: Belated Future er kurateret af Lotte Løvholm.
Om bastard
bastard er en uafhængig platform og et forum for den eksperimenterende scenekunst, performancekunst, koreografi og tværdisciplinære kunstpraksisser. bastard er et gadekryds, der bl.a. eksperimenterer med skriftlige formater og kritiske fotoserier. bastard forsøger som offentligt laboratorium at udvikle samt at give spalteplads til et sprog for det felt, der udfordrer kunstgenrerne. Desuden publicerer bastard performancetekster.